100 procent dækning

SkyFi introducerer lynhurtige bredbåndspakker i hele Danmark også uden for det normale dækningsområde

Del artiklen på

Siden juli 2012 har SkyFi været i stand til at levere internet overalt i Danmark. Produkterne udfylder de sorte huller på landkortet, der ikke tidligere har været dækket af ordentlige internetforbindelser.

Nu lancerer virksomheden nye, hurtige pakker, der matcher markedets bedste bredbåndsløsninger. Da SkyFi garanterer 100 procent dækning i hele Danmark, skal borgere, virksomheder, landmænd og sommerhusejere i de digitalt forsømte områder ikke længere affinde sig med manglende internet.

Via Eutelsat Communications leverer danske SkyFi satellitbaserede internetløsninger i Danmark. Løsningen dækker hver en afkrog af kongeriget, fordi internettet hentes ned fra en satellit, der dækker det meste af det europæiske kontinent.

Det er altså ikke kun Danmarks randområder, der er dækket af den nye internetløsning, men alle de 10 millioner hjem og arbejdspladser i EU, der for tiden ikke kan få en velfungerende internetforbindelse.

De nye, hurtige pakker med ubegrænset download tilfredsstiller selv de mest krævende internetbrugere. Pakkerne vil desuden lukke den digitale kløft, der pt. eksisterer mellem landdistrikter og bynære områder i Danmark. 

Erhverv i landdistrikterne undgår således at flytte virksomheden til bynære områder og kan dermed fastholde både arbejdspladser og aktivitet dér, hvor de allerede bor.

Sommerhusejerne kan omsider tilbyde lejere og turister internet i den kvalitet, der forventes på ethvert moderne ferieresort.

Hastigheden på den hurtigste pakke, der kommer i handlen allerede den 1. februar 2013, er 20/6 Mbit/s. Udover den øgede hastighed får alle kunder nu adgang til ubegrænset download døgnet rundt – oveni købet til lavere priser end tidligere.

Tjenesten fungerer med et modem og en lille parabol, der udveksler data med KA-SAT, der betragtes som Europas mest kraftfulde satellit.

Afdelingschef hos danske SkyFi Lars Peter Ladbye-Hansen siger:

- De nye pakker er endnu et stort skridt i retningen af at skabe de samme digitale betingelser for alle mennesker, virksomheder og organisationer i Danmark – ja, faktisk i hele Europa.

Jean-François Fenech, direktør i Eutelsat's Broadband Business Unit tilføjer:

- Udsigterne for forbrugerne i Europas mest digitalt belastede områder er med ét blevet meget lysere.

-hawin