Tryg tilbyder gratis rådgivning og hjælp ved identitetstyveri
Hvert år rammes 70.000 danskere af identitetstyveri og tallet er stigende. Derfor tilbyder Tryg nu sine kunder gratis hjælp og rådgivning.
Del artiklen påIfølge en rapport udarbejdet Peter Kruize ved det juridiske fakultet ved Københavns Universitet, rammes mere end 70.000 danskere af identitetstyveri.
Det er en stigende udfordring specielt for forbrugere, som handler på nettet, hvor det i stigende grad handler om misbrug af cpr.nr. og kreditkort. De personlige oplysninger bruges til at optage lån, købe abonnementer og varer på nettet samt leasing af fx biler. Identitetstyveri sker ikke alene på nettet, men kan også ske ved tab af pung eller pas.
- Identitetstyveri er en af verdens hurtigst voksende former for kriminalitet, som vi i stigende grad også oplever i Danmark. Det er en oplevelse, som kan være meget grænseoverskridende og have alvorlige økonomiske konsekvenser for den, som bliver ramt, siger Sune Bille Larsen, forretningsudviklingschef i Tryg.
Derfor tilbyder Tryg nu fri adgang til identitetssikring til vores Tryg Plus fordelskunder. Det vil sige, kunder som har en indboforsikring og ét andet nøgleprodukt hos Tryg. Med identitetssikringen kan kunderne få hjælp både til at reducere risikoen for, at identitetstyveriet opstår, og til at håndtere en mistanke eller en konkret sag om identitetstyveri.
Hjælp i en magtesløs situation
- Vi oplever, at et stigende antal af vores kunder henvender sig til os med bekymringer om identitetstyveri. Desværre er det sådan i dag, at kunden tit er overladt til sig selv og står alene med ansvaret for bevisbyrden. Det er en overvældende og tidskrævende opgave at skulle opklare et identitetstyveri og få sit liv tilbage igen.
Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at vores kunder ikke kommer ud for identitetstyveri, men vi kan rådgive om, hvordan de kan minimere risikoen for et tyveri og hjælpe med alt det praktiske, hvis en kunde skulle blive udsat for misbrug af personlige oplysninger. På den måde håber vi, at vi kan gøre vores kunder mere trygge i hverdagen, siger Sune Bille Larsen.
-mo