84% bruger kunstig intelligens men mangler vigtige kompetencer
'Det er bekymrende, at tre ud af ti ikke har fået den nødvendige træning,” siger Sara Vergo, formand for Djøf. Foto: Djøf

84% bruger kunstig intelligens men mangler vigtige kompetencer

En ny undersøgelse viser, at 84% af danske ledere anvender kunstig intelligens, selvom mange mangler den nødvendige viden og træning

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

En undersøgelse fra Djøf baseret på svar fra over 1.800 ledere i den private og offentlige sektor viser en markant stigning i brugen af kunstig intelligens. I dag bruger 84% af lederne teknologien i deres arbejde mod 60% i 2024. Samtidig føler 25% af lederne sig ikke klædt på til ledelsesopgaven.

Undersøgelsen peger på et paradoks, hvor en stor del af lederne mangler viden og træning for at bruge teknologien korrekt. 33% af lederne oplever i mindre grad eller slet ikke at have de nødvendige kompetencer. 30% har ikke deltaget i kompetenceudvikling på området de seneste to år, og 27% arbejder et sted, hvor man endnu ikke har taget stilling til brugen.

- Det er problematisk, at så mange ledere ikke oplever, at de har de nødvendige kompetencer til at arbejde med og lede i forhold til kunstig intelligens. Når teknologien allerede fylder så meget i hverdagen, skal kompetencerne følge med, siger Sara Vergo, formand for Djøf.

Kunstig intelligens påvirker allerede arbejdsgange, beslutninger og kvaliteten i opgaveløsningen.

- Det stiller nye krav til ledelse. Ledere skal både forstå teknologien og kunne omsætte den til ansvarlig og strategisk rammesætning og inspiration i organisationen og for den enkelte medarbejder. Derfor er det bekymrende, at tre ud af ti ikke har fået den nødvendige træning, siger Sara Vergo.

Djøf anbefaler, at arbejdspladserne tager ansvar for kompetenceudviklingen gennem en målrettet og strategisk forankret indsats. Samtidig peger undersøgelsen på et fravær af fælles retningslinjer på mange arbejdspladser.

- Alt for mange steder har man endnu ikke taget stilling til, hvordan man bruger kunstig intelligens. Det skaber usikkerhed. Arbejdspladserne skal sætte klare rammer, som både tager højde for datasikkerhed, faglig kvalitet og tryghed, siger Sara Vergo.

- Kunstig intelligens skal styrke fagligheden og kvaliteten i arbejdet. Den må ikke blive en genvej til hurtige effektiviseringer. Hvis vi skal have det fulde udbytte, kræver det, at ledelsen prioriterer implementeringen og inddrager medarbejderne, siger Sara Vergo.