Alle kan ændre virksomhedsdata i Erhvervsstyrelsens selskabsregister
Dansk Erhverv ønsker en tættere dialog om, hvordan systemet kan indrettes fremover
Del artiklen påAlle danskere med NemID kan i dag gå ind på Erhvervsstyrelsens selskabsregister og rette vigtige oplysninger om en virksomhed. Også selv om de ingen tilknytning har til virksomheden. Det fremgår af DR Nyhederne til morgen, og det bekymrer Dansk Erhverv.
”Det er afgørende, at man kan have tillid til data fra offentlige myndigheder. Data er en central del af regeringens strategi henimod en mere effektiv offentlig sektor og for besparelser for erhvervslivet,” siger Janus Sandsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
”Derfor spidser vi også ører, når for eksempel danske revisorer udtrykker betænkeligheder ved den nuværende praksis og gerne ser et mere vandtæt system. Revisorerne sidder med fingrene i praksis.”
Fleksibilitet og sikkerhed kan gå hånd i hånd
Han advarer dog imod at gå i panik, men ønsker en tættere dialog med Erhvervsstyrelsen om, hvordan virksomhedsregistreringen kan indrettes fremover.
”Systemet i dag bygger på tillid, moral og lov. Det lader til at have virket. Heldigvis. Men tiden er inde til at se på, om man skal supplere tillid og moral med relevante tekniske løsninger, der afgrænser, hvem der kan foretage ændringer, og som nemmere spotter fup,” siger Janus Sandsgaard.
Ikke mindst Erhvervsstyrelsen har en naturlig interesse i, at data er retvisende. Og der er ifølge Dansk Erhverv mulighed for en ny sikkerhedsmodel med et kommende NemID 2.0, der både kan gøre det mere smidigt og sikkert.
”Afvejning mellem sikkerhed og fleksibilitet er en klassiker – både i digitale løsninger og andre steder. Systemerne er indrettet, som de er, for at gøre det ubøvlet at indberette. Det er et prisværdigt princip, og også en vigtig del af det at sikre korrekte oplysninger. Men en veldesignet løsning kan give både sikkerhed og fleksibilitet, og det tager vi meget gerne en dialog med Erhvervsstyrelsen om,” siger Janus Sandsgaard.
-mo