Cisco afslører nye sikkerhedssatsninger
Cisco annoncerer to nye satsninger inden for it-sikkerhed, herunder verdens første open source-program til overvågning af cybertrusler
Del artiklen påPå den amerikanske it-sikkerhedskonference RSA, der i disse dage løber af stablen i San Francisco, løfter Cisco nu sløret for det banebrydende it-sikkerhedsprogram, OpenAppID.
Programmet er verdens første open source-program, der gør det muligt for it-brugere at skabe, dele og implementere brugerfremstillede sporingsprogrammer, der kan overvåge potentielle sikkerhedstrusler. Cisco har store forventninger til OpenAppID.
- Ved hjælp af open source får vi en unik viden om brugernes problemer og behov. Brugerne er kloge mennesker, der ved præcist, hvad de har brug for, og det er dem, det gør ondt på, når et angreb sætter ind.
- Derfor bliver deres viden og feedback helt afgørende for, at vi konstant kan forbedre vores løsninger.
- Samtidig består open source-communitiet af tekniske eksperter, der kan hjælpe hinanden, dele viden og samarbejde om at udvikle geniale løsninger i det øjeblik nye og komplekse trusler opstår, siger Henrik Stær, teknisk chef i Cisco Danmark.
Cisco integrerer OpenAppID i det gratis sporingsprogram, Snort, der blev udviklet af Sourcefire i 1998.
Sourcefire er blandt verdens førende inden for udvikling af intelligente it-sikkerhedsløsninger, og som kæmper for at transformere måden myndigheder, globale, store og mellemstore virksomheder håndterer netværkssikkerhed.
Cisco opkøbte sidste sommer Sourcefire for ikke mindre end 15 mia. kroner.
Advanced Malware Protection integreres i Cisco
Cisco tilføjer ikke blot OpenAppID til produktporteføljen. Virksomheden offentliggør samtidig, at Sourcefires produkt, Advanced Malware Protection - der overvåger og analyserer trusler på tværs af netværker, endpoints og clouds - integreres i Cisco.
- Cyberangreb bliver hele tiden mere sofistikerede, og hackerne udnytter det, hvis du ikke har et komplet overblik over trusselsbilledet og beskytter dig på alle tænkelige kanaler. Det er derfor vigtigt at tænke holistisk og beskytte både før, under og efter et angreb.
- Når vi integrerer Advanced Malware Protection i Ciscos e-mail-, web- og cloud-baserede sikkerhedsløsninger får Ciscos kunder et omfattende overblik og kontrol over potentielle trusler på alle tænkelige kanaler, hvor et angreb kan sætte ind, fortæller Jan Bau, der leder Sourcefire i Nordeuropa for Benelux, Norden og Baltikum.
Advanced Malware Protection er oprindeligt udviklet af Sourcefire. Ifølge Henrik Stær fra Cisco er både udviklingen af OpenAppID og integrationen af Advanced Malware Protection i Ciscos produktportefølje gode eksempler på, hvilken værdi opkøbet af Sourcefire giver til Cisco og virksomhedens kunder.
- At vi nu tilbyder OpenAppID og AMP til vores kunder, er et godt eksempel på, hvorfor vi opkøbte Sourcefire sidste år; at vi kan kombinere Cisco og Sourcefires produkter og kompetencer og dermed tilbyde den bedste og mest avancerede beskyttelse før, under og efter et cyberangreb. Vi er utroligt glade for de synergieffekter og fordele købet af Sourcefire giver, forklarer Henrik Stær.
-hawin