Fuld fokus på IT-sikkerheden hos Eniig

Fuld fokus på IT-sikkerheden hos Eniig

For nyligt blev Eniig opmærksom på sikkerhedsproblemer via henvendelse fra en journalist på Version2. Eniig er i fuld gang med at rette op på sårbarhederne

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Det er afdelingen Koncern IT-sikkerhed som i Eniig har fokus på sikkerheden både på overordnet niveau og i samarbejde med de enkelte divisioner. Således også i forbindelse med løsningerne i Eniig Fiber. Derfor var sikkerhedsfolkene allerede før henvendelsen i fuld gang med at lukke it-sikkerhedshuller flere steder i virksomhedens bredbånds-setup, blandt andet i forhold til selvbetjeningsuniverset "Mit Bredbånd Nord".

- Vi havde i forvejen fået identificeret nogle af disse sårbarheder, og vi var allerede i gang med udbedring af disse. Imidlertid indeholder henvendelsen også elementer, som er nye for os. Det har vi undersøgt, og vi er i fuld gang med at eliminere de pågældende problematikker. Samtidig har vi i samarbejde med eksterne parter analyseret hvorvidt der skulle være andre sårbarheder i systemet som Version2-læseren ikke har opdaget, fortæller Henning Winther, som er IT-sikkerhedschef i Eniig.

Eniig har lukket hullerne i systemerne og samarbejder lige nu med leverandøren for at få udbedret den pågældende hardware. Indtil vi har dette helt på plads, har virksomheden lavet nogle ændringer i infrastrukturen, som vil gøre eventuelle systemmæssige sårbarheder meget svære at udnytte. For sikkerheden skal naturligvis være både opdateret og tidssvarende – og det stiller krav til såvel udbyder som systemleverandør.

- Vi har øget vores kontrol set-up, for det er naturligvis ikke tilfredsstillende, hvis kunderne ikke kan regne med, at sikkerheden er i orden hos os. Og det gælder både i vores interne systemer og i forhold til det hardware, som vi køber ude i byen, pointerer IT-sikkerhedschefen.

I denne sag har Eniig haft en slags samarbejde med "læseren" med Version2 som mellemled og har fået værdifulde oplysninger om system- og hardwaremæssige problemstillinger. Og selv om Henning Winther gerne havde taget dialogen direkte, så har han forståelse for, hvis nogen er tilbageholdende med at henvende sig direkte.

- I den konkrete sag har vi fået værdifuld information gennem samarbejdet, og det er vi meget tilfredse med. Så nogen politianmeldelse vil der ikke blive tale om her, slutter Henning Winther.

- lb