Hackerne gik på sommerferie

Hackerne gik på sommerferie

I løbet af sommerferien blev mange alvorlige sikkerhedshuller lukket, kun et enkelt større angreb gav genlyd i sikkerhedskredse

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Normalt er der ikke den store forskel på mængden af angreb hen over en sommerferie. Men de store softwarehuse har været på overarbejde, og lukket mange alvorlige sikkerhedshuller, og det kan ses i sikkerhedsstatistikkerne.

DKCERT kan således fortælle, at i løbet af sommermånederne så Danmark det laveste antal af defacement-angreb på danske websteder. For eksempel var der kun 236 angreb i juli, hvilket er det laveste vi har set i år, fortæller DKCERT.

Et defacement-angreb hører ikke til blandt de mest alvorlige angreb, for de skader angrebet forårsager er af begrænset omfang. I et defacement-angreb udskifter en hacker siderne på en given hjemmeside, med sine egne sider. DKCERT fortæller, at årsagen kan være flere forskelige, blandt andet at promovere et politisk budskab eller at prale over for andre hackere.

Det største angreb vi så henover sommeren, fandt sted i månedsskiftet juni-juli, hvor en hacker på nogle dage overtog 130 websteder. Angrebet var rettet mod websteder på samme ip-adresse, hvilket ifølge DKCERT tyder på at der har været et sikkerhedshul som har givet hackeren adgang til alle domæner på den. Den type angreb kaldes for et masseangreb.

Tallene stammer fra statistikwebstedet Zone-H. Trods faldet har der i gennemsnit været 434 angreb om måneden indtil nu, hvor tallet sidste år var 279.