Ny hackermetode udnytter stort sikkerhedshul i Windows 10
En nyopdaget teknik under navnet Bashware gør det muligt for alle typer malware at undgå antivirusbeskyttelse og bypasse sikkerheden på Windows 10 PC’er, hvilket potentielt bringer 400 millioner computere i farezonen på verdensplan
Del artiklen påSikkerhedsfirmaet Check har opdaget en ny teknik, der gør det muligt for hackere at smugle ondsindet software ind på alle enheder med Windows 10.
Metoden, der er døbt Bashware, udnytter en ny Windows 10 funktion kaldet Subsystem for Linux (WSL), der tillader en kombination af Linux og Windows systemer at køre på samme tid. Selvom WSL fungerer efter hensigten, er eksisterende sikkerhedsløsninger og antivirusprogrammer endnu ikke i stand til at kunne overvåge de Linux programmer, der kører på Windows styresystemet.
Det åbner døren for cyberkriminelle, der ønsker at køre ondsindet kode uden at blive opdaget, da hackerne kan udnytte de nye funktioner i WSL til at skjule sig fra sikkerhedsløsninger, der endnu ikke har opdateret deres overvågningsteknikker.
400 millioner computere i farezonen
Check Points eksperter har testet Bashware-metoden på markedets førende antivirusløsninger og sikkerhedsprodukter og lykkedes med at slippe ubemærket udenom beskyttelsen i alle tilfælde. Dermed kan Bashware potentielt påvirke de op til 400 millioner computere, der kører Windows 10 til PC på verdensplan.
Tidligere eksisterede WSL funktionen kun i beta, men blev for nylig fuldt supporteret i Windows 10, hvilket er en af årsagerne til at it-sikkerhedsfirmaerne endnu ikke har opdateret deres sikkerhedsprodukter:
”Vi besluttede os for at undersøge den potentielle risiko i den nye Windows 10 funktion, Subsystem for Linux. Vores undersøgelse viser, hvor let det er for cyberkriminelle at udnytte den nye WSL teknik til at undgå at blive opdaget af sikkerhedsløsninger. De fleste sikkerhedsudbydere har endnu ikke bygget beskyttelse ind i deres løsninger, der kan blokere mod denne form for angreb, og derfor opfordrer vi sikkerhedsbranchen til at tage handling med det samme, så deres produkter fremover beskytter brugere mod Bashware,” siger Oded Vanunu, head of vulnerability research hos Check Point.
Det er muligt at se en demonstration af metoden her: https://youtu.be/4ki6dbEePaw.
- lb