Opdatering mod Meltdown og Spectre er ikke kun godt nyt
Så kom patch-tirsdag fra Microsoft, og her var fokus på hardware-sårbarhederne, Meltdown og Spectre, men sikkerhedseksperter advarer mod at disse opdateringer godt kan give helt nye problemer
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
For mange virksomheder giver Microsofts opdateringer ofte en større arbejdsbyrde for it-afdelingen. Den nyeste patch der lige er er sendt ud indeholder opdateringer til ikke mindre end 56 fejl, herunder også de to hardwarefejl, Meltdown og Sprectre, der i øjeblikket gør alle it-folk nervøse.
Men samtidig har Microsoft advaret it-administratorer om, at de rettelser der skulle udbedre fejlene Meltdown og Spectre, godt kan få en negativ indflydelse på blandt andet systemernes ydelse.
Så udover hovedpinen som Meltdown og Spectre kan give, så skal it-afdelingen også forholde sig til de 56 fejlrettelser som den nye patch indeholder, herunder 16 der er markerede som kritiske, og 28 der kunne lade eksterne afvikle kode på en computer.
Til Silicon.co.uk fortæller sikkerhedsfirmaet Ivanti, at it-afdelingerne er nødt til at tage Meltdown og Spectre seriøst, for it-kriminelle forventes snart at udnytte disse sårbarheder.
Men inden it-afdelingen ruller den nye patch ud på virksomhedens computere for at sikre dem mod Meltdown og Spectre, så anbefaler Jimmy Graham, der er chef for produktionsafdelingen hos Qualys overfor Silicon.co.uk, at it-afdelingen grundigt tester alle OS- og bios-niveau opdateringerne, for de kan give anledning til ustabilitet og nedsat ydelse.
Ikke mindst fordi disse opdateringer kan være ukompatible med tredjeparts antivirussoftware, og kan kræve at antivirussoftwaren bliver opdateret før computeren kører stabilt igen.