Persondataforordningens eget hjemland kender mindst til den

Persondataforordningens eget hjemland kender mindst til den

Selvom Persondataforordningen blev udarbejdet i Belgien, viser det sig, at belgiske virksomheder er mindst forberedte. Det viser en ny undersøgelse fra it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab

Del artiklen på

Mange virksomheder kæmper fortsat med at blive klar til at efterleve persondataforordningens krav til behandling af personlig data i EU. Kaspersky Lab har undersøgt de europæiske virksomheders kendskabsgrad og sammenlignet de enkelte landes beredskab. England topper listen over bedst forberedte lande sammen med Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. I bunden finder man i bl.a. Belgien, Danmark og Norge.

Kendskabsgraden er lavest i Belgien

Hver tredje af de belgiske it-professionelle (32 pct.) svarer, at de kender forordningens navn, men ellers ikke skænker den opmærksomhed, og 16 pct. svarer, at de slet ikke er opmærksomme på den. I Danmark går det en anelse bedre. Her er det hver femte (20 pct.), der kender dens navn, men ellers ikke er opmærksomme på forordningen, og 7 pct., som slet ikke er opmærksomme på den.

Derudover svarer 33 pct. af de it-professionelle i Belgien, 28 pct. i Danmark og 46 pct. i Norge, at de ikke er sikre på, at dem med ansvar for håndtering af personlig data i deres organisationer er klar over, at de eksisterende love bliver ændret. Det lave kendskab til persondataforordningen i Belgien, Danmark og Norge står i stærk kontrast til England, hvor halvdelen af de it-professionelle (49 pct.) svarer, at de har et godt kendskab til persondataforordningen med Frankrig (47 pct.), Tyskland (46 pct.) og Italien (46 pct.) lige i hælene.

“Den manglende opmærksomhed på persondataforordningen i dele af Europa er bekymrende. Virksomheder udsætter deres egen forretning og og deres kunder for en lang række risici, når de ikke foretager de nødvendige forberedelser og ændringer. Den gode nyhed er dog, at der er mange virksomheder i de større EU-lande, som allerede praktiserer god datastyring, så selv om det tilsyneladende er en overvældende opgave, er der lagt et godt fundamentet for at sikre overholdelse i store dele af Europa inden den 25. maj 2018,” siger Leif Jensen, nordisk direktør for Kaspersky Lab.

Danske virksomheder er mest pessimistiske

Troen på at kunne leve op til persondataforordning inden den træder i kraft d. 25. maj 2018 er ikke stor blandt landene længst nede på listen. Her er danske virksomheder de mest pessimistiske – tæt efterfulgt af de belgiske: 30 pct. af de danske it-professionelle og 29 pct. af de belgiske tror ikke på, at deres organisation kan nå at leve op til persondataforordningen, inden den træder i kraft.  Til sammenligning tror kun 13 pct. i Italien og 18 pct. i Spanien det samme.

En ud af fem (19 pct.) belgiske it-professionelle er også usikre på, om forberedelserne i deres virksomheder overhovedet er gået i gang. Det samme gælder for 7 pct. af de danske it-professionelle. Det er problematisk, fordi virksomheder har mindre end et år til at sørge for, at de lever op til forordningen for ikke at stå overfor alvorlige økonomiske sanktioner eller et beskadiget omdømme.

I mellemtiden er danskerne dem, der har foretaget sig færrest forberedelser. Hele 29 pct. af de it-professionelle i Danmark, tæt efterfulgt af Norge (25 pct.) og Belgien (18 pct.), svarer at de kun har foretaget sig få eller ingen forberedelser. Udsigterne er mere positive i EU’s fem største lande, som er længst fremme med forberedelse. Fire ud af fem adspurgte it-professionelle i England (82 pct.), Frankrig (82 pct.), Tyskland (84 pct.), Spanien (84 pct.) og Italien (85 pct.) svarer, at forberedelserne er godt i gang.

”Fristen er den samme for alle virksomheder uanset størrelse, industri og placering, så det er nødvendigt at handle nu og sikre, at man som virksomhed lever op til reglerne om datahåndtering. Ellers bliver persondataforordningen en bitter pille at sluge for virksomhederne frem for at fremkalde glæde over, at organisationens datahelbred bliver bedre. Og der en lang række danske virksomheder, som burde få øjnene op og gå i gang med forberedelserne,” siger Leif Jensen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er baseret på svar fra flere end 2000 it-beslutningstagere i organisationer med mere end 50 medarbejdere. Deltagerne er fra 11 europæiske lande: England, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Sverige, Danmark og Norge.

For mere information om persondataforordningen klik her.

- lb