Stigende antal mindre virksomheder frygter it-kriminalitet

Stigende antal mindre virksomheder frygter it-kriminalitet

På bare to år er frygten for it-kriminalitet steget markant blandt mindre, danske virksomheder med under ti medarbejdere. Fra 2015 til 2017 er tallet steget fra 25% til 39%, men virksomheder har stadig ikke den nødvendige beskyttelse

Spørger man de mindre danske virksomheder med 1-10 medarbejdere, hvad de bekymrer sig mest om, så svarer fire ud af ti (39 procent) it-kriminalitet. I 2015 var det tal kun 28 procent - altså en markant stigning på bare to år. I dag overgås den kun af frygten for sygdom, der resulterer i uarbejdsdygtighed, hvilket 46 procent peger på som den største bekymring i deres virksomhed. Det viser en undersøgelse foretaget af Norstat for Codan.

”It-sikkerhed, og frygten for at blive udsat for it-kriminalitet, fylder meget i vores kunders bevidsthed. Det skyldes formentlig, at dansk erhvervsliv har oplevet en række ransomware-angreb på det seneste, som har fået stor opmærksomhed i medierne. Det er godt, at der er fokus på problemet, for det er noget, vi forventer at opleve mere af fremover. Vi arbejder løbende med at udvikle vores forsikringsløsninger på området, for at kunne sikre vores kunder bedst muligt” siger Nicklas Larsen, Erhvervsdirektør hos Codan.

Undersøgelsen for Codan viser desuden, at mere end hver tiende virksomhed (12 procent) har været udsat for en eller anden form for it-kriminalitet.

En tredjedel er ikke sikret mod it-angreb

På trods af frygten for it-kriminalitet hos de mindre virksomheder har en tredjedel ingen sikkerhedsforanstaltninger mod it-kriminalitet som fx hackerangreb. Ifølge undersøgelsen har kun 67 procent af de adspurgte installeret firewall og spamfilter. Dermed mangler hver tredje mindre virksomhed de mest basale sikkerhedsforanstaltninger.

”Mindre virksomheder er typisk sårbare i forhold til it-kriminalitet. Mister de eksempelvis kundedatabasen eller bliver de ramt af et driftstop, der strækker sig over mange dage, så kan det have alvorlige økonomiske konsekvenser. Samtidig er ofte nemme ofre for hackerne, fordi ansvaret for it-sikkerheden ofte ligger hos ejeren fremfor en professionel it-afdeling. Vi opfordrer derfor til, at de mindre virksomheder gennemgår både it-sikkerheden og forsikringerne i forhold til det aktuelle trusselsbillede indenfor cyberkriminalitet.” slutter Nicklas Larsen.

Fem gode råd til at forbedre it-sikkerheden

  • Skift kodeord hver måned - det er ofte her sikkerheden er mest truet
  • Sørg for at dine medarbejderes kodeord består af min 8 tegn, store og små bogstaver samt tegn
  • Installér en firewall, der kontrollerer trafikken på din PC og kan stoppe hackere
  • Sørg for at tage backup af vigtige data ofte, så du kan gendanne data, hvis uheldet er ude
  • Tjek din virksomheds netbank løbende

Udvalgte tal fra undersøgelsen

  • På to år er frygten for it-kriminalitet steget fra 28 % til 39 % på listen over, hvad de mindre virksomheder frygter mest
  • Mere end hver tiende virksomhed (12 %) har været udsat for en eller anden form for it-kriminalitet
  • Virksomhedernes største frygt i forbindelse med it-sikkerhed er at miste vigtige data (56 %), efterfulgt af ransomware (47 %), forstyrrelse af driften (42 %) og phishing (41 %)
  • Kun 67 % har henholdsvis firewall og spamfilter. Det vil sige, at en tredjedel af de mindre virksomheder ikke har disse basale sikkerhedsforanstaltninger.
  • Kun 17 % angiver, at deres medarbejdere skifter password månedligt eller oftere - og det er faktisk ofte i noget så simpelt som medarbejdernes passwords at it-sikkerheden er mest truet.
  • Undersøgelsen er fortaget af Norstat for Codan i marts 2017. Undersøgelsen er baseret på 201 interviews med ejere, ledere og it-beslutningstagere i virksomheder med 1-10 medarbejdere.

- lb