3 indgår roamingaftale om tale og mobildata med Telia
Teleselskabet 3 har indgået aftale med Telia om at lade 3's kunder benytte Telias netværk i de områder, hvor 3's eget netværk ikke dækker. Roamingaftalen erstatter den nuværende aftale med TDC, som ikke omfatter 3G og 4G-data
Del artiklen påAftalen omfatter national tale og dataroaming på 3G, og den forventes implementeret ved udgangen af februar 2016.
- Vores kunder er storforbrugere af deres smartphones, og det er de, uanset hvor i landet de befinder sig. Derfor er det vigtigt for os, at vi nu har sikret, at vores kunder i fremtiden også har fuld dataadgang i yderområderne. Samtidig er vi nået frem til en aftale, som både vi og Telia er glade for, siger Morten Christiansen, administrerende direktør i teleselskabet 3.
Også hos Telia er man glad for den nye wholesale-aftale:
- Jeg er både glad og stolt over at kunne offentliggøre aftalen med 3. Det er formentlig den største wholesale-aftale i Danmark, og det styrker vores i forvejen stærke position på markedet. Aftalen er i kraft af sin størrelse god for forretningen og vores indtjening, og den er samtidig vidnesbyrd om den høje kvalitet, som vores netværk har, siger Morten Bentzen, administrerende direktør i Telia.
Fakta om roaming-aftalen
* Roamingaftalen sikrer 3's kunder dækning, hvor selskabets eget net ikke dækker. Her kobles kunderne automatisk på Telias netværk.
* Inkluderede teknologier: 2G og 3G
- lb