Dansk Supermarked gør 13.000 medarbejdere mobile
Der er store forventninger til besparelser på drift og licenser, samt en øget effektivitet hos medarbejderne blandt andet på grund af mobil adgang til mail og kalender
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Dansk Supermarked skifter til Microsoft Office 365 og gør brugerne mobile, mens besparelser på drift og licenser sikrer en markant økonomisk gevinst. Den cloudbaserede løsning gør det overflødigt at investere i IT-infrastruktur, og koncernen slipper for at bruge ressourcer på backup, recovery-rutiner og kapacitetsplanlægning. Løsningen stiller differentieret funktionalitet til rådighed, så man kun betaler for det abonnement, den enkelte medarbejder har behov for.
Alan Jensen, CIO, Dansk Supermarked A/S siger om skiftet til Office 365:
- Der ingen tvivl om, at det har gjort alle brugere, på tværs af hele koncernen, langt mere effektive, at vi nu har nem mobil adgang til mail og kalender. Vores tidligere løsning kørte udmærket, men med Office 365 er vi rykket yderligere et niveau op. Stabilitet og oppetid er nu meget høj, data spejles automatisk og vi behøver slet ikke bekymre os om backup, recovery-rutiner og kapacitetsplanlægning.
Dansk Supermarked er med 41.000 medarbejdere og 1.200 butikker Danmarks største detailhandelskoncern, som hver dag holder to millioner kunder forsynet med alt fra dagligvarer til luksusprodukter. Det kræver konstant og smidig koordinering - både internt og med eksterne parter.
- Vores mail- og kalendersystem var baseret på en ældre udgave af Lotus Notes, der var dyr i drift og ikke særlig fleksibel. F.eks. var det, som standard, umuligt at tjekke mail på andet end en firma-pc eller Citrix-klient, hvorpå der var installeret en mailklient til netop den pågældende bruger,” forklarer Alan Jensen og fortsætter:
- Der var også flere andre oplagte årsager til at opdatere platformen, og derfor afsøgte vi nøje mulighederne på tværs af markedet, før vi besluttede os. Vi afvejede mulighederne ved en opdateret Notes-løsning mod cloudløsningerne Google Apps og Microsoft Office 365. Og her vandt Office 365 klart på en kombination af økonomi, muligheder og praktiske fordele.”
Mobilitet fremmer effektiviteten
Dansk Supermarked oplever den markant øgede mobilitet som en altoverskyggende fordel ved Office 365.
”Der er ingen tvivl om, at skiftet til Office 365 har gjort det nemmere for medarbejderne at gribe telefonen og tjekke mailen end at skulle bevæge sig fysisk ind på et kontor og logge ind på netop den computer, der er konfigureret til dem for at se, om der skulle være en besked. Taler vi om en tidsbesparelse i faktor 100, så er det næppe helt ved siden af. Kollegerne kan også nemt tjekke mail hjemme, og samlet gør den øgede mobilitet den interne kommunikation langt hurtigere og mere smidig,” slutter Alan Jensen.