Dansk tele-iværksætter satser stort på etablering i England
Peter Engelbrecht, CEO hos Firmafon

Dansk tele-iværksætter satser stort på etablering i England

Et anderledes koncept for erhvervstelefoni har givet selskabet Firmafon så stor succes i Danmark, at virksomheden nu udvider med en stor satsning på det britiske marked

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Det går stærkt hos teleselskabet Firmafon. På det danske marked oplever de stor vækst inden for virksomhedens kerneområde erhvervstelefoni. Firmafon har oplevet en årlig vækst på over 40 procent de sidste par år, og det er blandt andet det, som nu baner vejen for, at de også satser benhårdt på Storbritannien.

Forretningskonceptet bag Firmafon er et simpelt og brugervenligt omstillingssystem opbygget på cloud-computing. Det tilbyder Firmafon sammen med de normale teleydelser som mobilabonnementer. Siden 2009 har de vokset sig store og er gået fra en kælder med to iværksættere til en virksomhed med 24 ansatte.

- Målet er at blive større i Storbritannien, end vi er i Danmark, hvor vi har 3.000 virksomheder på kundelisten. Firmafon har aldrig været tænkt som et firma, der kun skulle lykkes herhjemme. Det er en forældet tankegang at tænke på et marked som et land. Alt i dag foregår på et globalt plan, og derfor er vores mål også, at vi skal være globale, siger Peter Engelbrecht, CEO hos Firmafon.

Firmafon er allerede i gang med det britiske eventyr. De første engelske virksomheder har skrevet under, og vil ligesom de danske kunder blive serviceret fra hovedkontoret i København.

Teleselskabet regner med, at udvidelsen til Storbritannien også vil betyde en udvidelse i antallet af ansatte det kommende år. Således forventer Peter Engelbrecht at vokse med 50 procent på medarbejderfronten i 2016.

Samarbejde giver fordele

Grundpillen til Firmafons succes – og nu også udvidelse til udlandet – er virksomhedens systemer, der er baseret på cloud-computing. Alle systemer er lagret 'i skyen' og kan let tilgås alle steder.

Her har Firmafon integrationer med flere cloud-baserede virksomheder som e-conomic og Zendesk. Sidstnævnte er et kundeservicesystem, der, sammenkoblet med Firmafon, giver nye muligheder for kundeservice. Her får servicemedarbejderen – helt automatisk – al historik på kunden, så snart telefonen ringer.

- Vores samarbejde med andre cloudbaserede virksomheder skaber merværdi til vores system. Det giver en stor fleksibilitet for kunderne, at vi er cloudbaseret, og derfor ikke skal installere programmer hos dem. Samtidig er det let for os at tilbyde vores service alle steder fra København til Californien, og vi kan hurtigt følge med, når vores kunders virksomhed vokser, siger Peter Engelbrecht.

Firmafon har kunder i alle størrelser, og softwarens fleksibilitet er årsagen til, at produktet både passer til en lille enkeltmandsvirksomhed og det store selskab med hundredevis af ansatte.