Danskerne slukker mobilen på rejsen

Danskerne slukker mobilen på rejsen

74 procent af danskerne slukker altid eller ofte for dataroaming på deres mobil, når de er på ferie i udlandet. Det viser en ny undersøgelse, som Wilke har gennemført på vegne af teleselskabet 3

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Ifølge en ny undersøgelse, som Wilke har foretaget for teleselskabet 3, så slukker 74 procent af danskerne altid eller ofte for dataroaming på deres mobil, når de er på ferie i udlandet. Det skyldes frygten for mobilregninger, der løber løbsk som følge af tårnhøje roamingafgifter. Samtidig føler næsten halvdelen af danskerne sig begrænset på ferien, fordi det er for dyrt at anvende smartphonen i udlandet.

I undersøgelsen fra Wilke svarer 47 procent, at de i høj eller nogen grad føler sig begrænset under deres ophold i udlandet, fordi det er for dyrt at bruge mobilen på samme måde som i Danmark. Og det gælder især de unge mellem 18 og 39 år. 26 procent af de 18-29 årige og 28,4 procent af de 30-39-årige angiver således, at de i høj grad føler sig begrænset. For at imødekomme danskernes mobilbehov på rejsen har teleselskabet 3 droppet roamingafgifterne i en række lande og for nylig også på danskernes favoritdestination, Spanien.

- Mobilen er blevet en så central del af mange danskeres hverdag, at de har meget svært ved at undvære dens fulde funktionalitet på ferien. Det bliver besværligt og en stærkt begrænsende faktor for ferien at skulle lede efter hoteller, restauranter og strandbarer med WiFi. Netop derfor har vi droppet roamingafgifterne i 24 lande. Og for vores kunder har det været en stor befrielse, at de nu trygt kan tage deres mobilvaner med på rejsen, fortæller David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3 Danmark.

I undersøgelsen fra Wilke svarer 62, 3 procent, at de altid slår dataroaming fra, så mobilen ikke kan få adgang til internet på rejsen. I en tilsvarende rundspørge sidste år var det 67,6 procent, der altid slukkede for roaming.

- Udviklingen i tallene fra sidste år, hvor fire procent flere danskere altid slukkede for roaming, viser, at vi er på vej mod en tid, hvor danskerne ikke accepterer at lade sig begrænse på ferien af dyre roamingafgifter. EU har længe varslet, at de vil regulere priserne til et lavere niveau. Men det trækker ud, og det synes vi ikke, at vores kunder skal vente på, siger David Elsass.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen af danskernes mobilvaner på rejsen er gennemført af analysebureauet Wilke i perioden 05.05 til den 12.05.15

Undersøgelsen er repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år

Der er gennemført i alt 1006 interviews