Firstcom får ny ejerkreds
Nianet sælger deres andel i Firstcom til den engelske investeringsfond Pemberton. Bjarke Salomonsen beholder 15 procent af Firstcom og fortsætter som adm. direktør.
Del artiklen på Firstcom startede i 2003 og var det første selskab i Danmark, der tilbød erhvervskunder cloudbaseret VoIP pbx (omstillingsanlæg). Platformen er løbende blevet udviklet, så den konstant har været en af de mest innovative på markedet. I slutningen af året lancerer Firstcom en helt ny platform kaldet Universe, som indeholder markedets mest avancerede tjenester med let forståelige og intuitive brugermenuer.- Vi har undersøgt over 100 europæiske VoIP udbydere, før vi valgte Firstcom. Derfor ved vi, at Firstcoms platform er blandt de allerbedste i Europa, og med købet sparer vi flere års udvikling. Samtidigt komplementerer Firstcoms løsning de VoIP teknologier, som vi har udviklet i Voip.co.uk. Om 3-6 måneder er vi klar til at markedsføre den kombinerede løsning i Danmark og England, og om 6-18 måneder vil vi etablere selskaber i Sverige, Benelux og Tyskland, fortæller Jean-Pierre Vandromme, partner i Pemberton Asset Management.
Kæmpe marked for VoIP i Europa
Undersøgelser forudser en tredobling af markedet for VoIP løsninger inden 2018. Og den nye ejerkreds, som har arbejdet med telefoniløsninger i Europa i mere end 35 år, ser et stort potentiale i sikre intelligente Voip løsninger på det nordeuropæiske marked. Samtidigt ser de kombinationen af løsninger og udviklingsteam hos Firstcom i Danmark og Voip.co.uk som et stærkt fundament for deres europæiske planer. Hos Firstcom ser man også med stor forventning frem til samarbejdet.
- Vi har været vækstgazelle tre år i træk, så vi er vant til, at det går stærkt. Med det nye ejerskab vil vi få flere ressourcer til at udvikle vores tilbud til markedet, og vi får lejlighed til at udveksle teknik og erfaringer med vores udenlandske partnere, hvilket er en super chance for os. Så alle hos Firstcom ser frem til det nye samarbejde, der efter planen også vil give flere medarbejdere i Danmark, fortæller Bjarke Salomonsen, administrerende direktør for Firstcom.
Køber de tidligere ejere ud
Aftalen indebærer, at de gamle ejere, som inkluderer Nianet, bliver købt ud af selskabet, og at Bjarke Salomonsen halverer sin ejerandel til 15 %. Efter ønske fra alle parter, fortsætter Bjarke Salomonsen som adm. dir. for Firstcom. Formand for bestyrelsen bliver Jean-Pierre Vandromme, der også er bestyrelsesformand for VoIP.co.uk og bestyrelsesmedlem i Alltele, der er en stor svensk børsnoteret mobiloperatør.
Nianet – Firstcom har været en fornuftig investering
- Vores investering i Firstcom har været en sund forretning for Nianet. I 2009 havde vi også en telefoniforretning, som det gav god mening at slå sammen med Firstcom. Og vi har haft et rigtigt godt samarbejde, som helt sikkert vil fortsætte. Nu takker vi ja til købstilbuddet fra Pemberton, da det passer godt ind i vores strategi om fokus på datanetværk på fiber samt colocation og cloudtjenester, fortæller administrerende direktør Rasmus Helmich fra Nianet.
Om Firstcom
Firstcom blev etableret i 2003 med fokus på VoIP telefoniløsninger til danske virksomheder. I dag tæller løsningerne også ZIP-trunk og krypterede VoIP løsninger. Firmaet har 21 medarbejdere, hovedsæde i København og afdeling i Aarhus og er kåret som vækstgazelle i 2009, 2010 og 2011. I 2008 købte Firstcom erhvervsdelen af Call Me og i 2009 købte Nianet lidt over en tredjedel af virksomheden og lagde sin egen teleforretning, FiberTel, ind i selskabet. Ejerkredsen i Firstcom inkluderer VoIP udbyderen Voip.co.uk, Jean-Pierre Vandromme og Carlos Riera, ledende partnere i Pemberton Asset Management samt adm. dir. Bjarke Salomonsen.
-mo