iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max sætter nye standarder for Apple og konkurrenterne
#### Apple har haft stor succes med deres iPhones lige siden den første kom til verden i 2007.
Del artiklen påNu er der gået 12 år, men de nye iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max er ikke blevet kedelige - tværtimod!
Spændende nyheder på iPhone 11 modellerne
Man skal være af en særlig støbning for ikke at ville indrømme, at Apple af og til gør et rimelig stort nummer ud af små ting. Som f.eks. når de annoncerer deres software-opdaterede iPhones hvert andet år - de såkaldte S modeller. Men tirsdag aften dansk tid, var det ikke kun en softwareopdatering, der var på programmet.
Apple havde faktisk både nye Apple Watches, iPads og Apple TV+ med i rygsækken, men aftenens store stjerner var de nye iPhones - iPhone 11, iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max.
Lad os starte med de største, nemlig iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max, som ikke alene har forbedrede kameraer, de har sågar 33% flere kameraer.
Med et 3. kamera på bagsiden af de nye iPhone Pro-modeller, kan du - som navnet på telefonerne også antyder - tage mere professionelle billeder. Faktisk tyder meget på, at det netop er på billed-fronten, at de største forskelle på iPhone 11 Pro og den “almindelige” iPhone 11 skal findes.
De tre kameraer kan i samspil tage utroligt skarpe og flotte billeder, hvilket gør selv den mest håbløse amatør til en bedre og mere spektakulær fotograf. Og når du skal se dine billeder, foregår det ikke på den ikoniske Retina skærm, som Apple er så berømte for, men derimod på en helt ny Super Retina XDR skærm, som er Apples bedste skærm til dato - og dermed den bedste skærm i nogen smartphone overhovedet.
Performance i særklasse - både på iPhone 11 og iPhone 11 Pro-modellerne
Selvom iPhone 11 Pro (naturligvis) er teknologisk længere fremme i skoene end den mere jordnære iPhone 11, så deler de alle den samme processor, nemlig den nye A13 Bionic, som - ifølge Apple - ikke bare er den bedste CPU i nogen smartphone nogensinde, men også den bedste GPU (grafik-processor) i nogen smartphone nogensinde.
Meget tyder på, at gaming-industrien er på vej i samme retning som musikindustrien var for 10 år siden med Spotify og som film og TV-industrien er det i dag. Nemlig streaming. Apple introducerede således også Apple Arcade, som er en udvidelse i App Store, hvorfra du kan downloade og spille eksklusive Apple spil for et fast beløb om måneden.
Derfor giver det også rigtig god mening, at opgradere hhv. CPU og GPU, så spiloplevelsen er så sømløs og smooth som overhovedet muligt.
Bedre batteri - heldigvis
En smartphones helt store hæmsko er til stadighed batterilevetiden, som i bedste fald kun er OK. Den nye A13 chip i iPhone 11 modellerne har dog et mere sofistikeret og effektivt strømforbrug, hvilket betyder, at iPhone 11 kan holde strøm 1 time mere end iPhone Xr, mens den store top model, iPhone 11 Pro Max, kan holde i hele 5 timer mere end iPhone Xs Max.
Dette er selvfølgelig blot Apples egne udtalelser, men mon ikke de vil komme til at høre for det, hvis tallene viser sig at være helt ved siden af - så det er de næppe.
De nye iPhone 11, 11 Pro og 11 Pro Max kommer i handlen fredag d. 20. september, men kan forudbestilles allerede en uge før. Vi glæder os til at se disse nye flagskibe i virkeligheden.