Kvinderne er vilde med Facebook på deres smartphones

Halvdelen af danskerne bruger deres smartphone til at være på Facebook. Vores sociale liv bliver mere og mere mobilt, lyder det fra Telenor.

Del artiklen på
Hvem var til fest i weekenden? Hvem har fået stjålet sin cykel? Og hvem er gået i fødsel? Der er mange grunde til lige at tjekke Facebook, og det gør danskerne i stor stil. Således viser en ny undersøgelse, at 49 procent af danskerne bruger deres smartphone til at være på Facebook.

For kvindernes vedkommende er tallet hele 62 procent, mens det for mændene er 36. Tallene viser også, at danskernes brug af Facebook på mobilen er generationsbestemt. Fx bruger hele 79 procent af de 18-35-årige nemlig det sociale medie fra deres smartphone.

Det sociale liv er blevet mobilt

”Danskerne er som resten af verden blevet mere og mere mobile i deres sociale liv. Det at dele hverdagens oplevelser med venner og familie er jo langt fra en ny ting, men med smartphonen kan vi pludselig dele de værdifulde oplevelser her og nu. Det skaber en forventning om at være forbundet, hele tiden,” siger Mikkel Torsting og fortsætter:

”Når kvinder er de mest aktive på Facebook, kan der være et gran af sandhed i klicheen, om at kvinder snakker mere end mænd. Hvor kvinder før kunne tale i telefon i evigheder til stor undren for deres mænd og kærester, er samtalen nu flyttet over på sociale netværk som f.eks. Facebook og foregår via mobilen.”

Netværk er at dele oplevelser

Ønsket om at være til stede og tilgængelig bliver endnu nemmere at indfri, når Telenor lancerer sit 4G-netværk i marts.

”Med 4G og den øvrige udbygning og opgradering af vores netværk giver vi vores kunder endnu bedre mulighed for at styrke og pleje deres egne netværk – både de private og de professionelle. Vores fokus vil i høj grad være på oplevelser og på at understøtte danskernes øgede behov for at være sociale og forbundne. Når som helst og hvor som helst,” siger Mikkel Torsting.

Telenor åbner for 4G i løbet af marts og vil fra dag ét dække 75 pct. af befolkningen med 4G. Derudover går Telenor og Telia snart i gang med at lægge deres 3G-netværk sammen på tværs af Danmark. Når 3G-sammenlægningen er færdig, har Telenor 3.900 3G-master mod 2.400 i dag og får dermed Danmarks største 3G-netværk. Det giver 3G-dækningen et markant løft, og det har mindst lige så stor betydning for kundeoplevelsen, som åbningen af 4G har. For mens 4G kun kan bruges til data, er 3G vigtig for både tale og data.

Danskernes brug af smartphones

Danskernes top fem over, hvad mobilen bruges til på nettet:

59 % søge informationer

57 % e-mail

49 % Facebook

45 % læse nyheder

30 % netbank

 

Kønsfordeling i brug af Facebook på mobilen:

Kvinder 62 %

Mænd 36 %

 

Aldersspredning i brug af Facebook på mobilen

18-35-årige 79 %

36-55-årige 41 %

56-75-årige 20 %

 

KORT OM UNDERSØGELSEN:

Baseret på 1.061 webinterviews indsamlet via Epinions Danmarkspanel i februar 2013.

Repræsentativ i forhold til uddannelse, alder, religion og køn.

Alle respondenter, der ikke har en mobiltelefon, er sorteret fra.

-mo