Millionvis af sms’er nytårsaften

Det var ikke kun raketter der blev fyret for at fejre 2015. Både Telia og Telenor fortæller at der har været rekordstor aktivitet på deres netværk

Del artiklen på

Mere end 257 sms’er i sekundet – så mange beskeder kunne Telia måle der blev sendt, da klokken blev 0.30 d. 1. januar 2015. Det er mere end dobbelt så intenst som på en almindelig onsdag.

"Det er traditionen tro lidt efter midnat, at vi ser sms-trafikken peake. Her er det oplagt at gribe mobilen og sende en hilsen til familie og venner, netop som vi er trådt ind i det nye år," siger David Engstrøm, pressechef i Telia.

Telia og Telenor måler antallet af sms’er på forskellige tidspunkter af døgnet, men for begge udbydere var det et imponerende stort antal sms’er der blev ekspederet gennem systemet.

Telia målte 6.448.116 sms’er fra kl. 06 d. 31. december til kl. 06 d. 1. januar i deres netværk, mens Telenor målte ikke mindre end 8.983.207 sms’er fra midnat d. 31. december til kl. 05.00 d. 1. januar.

Og det er ikke kun almindelige beskeder som de sms-glade danskere sendte afsted. Telenor kunne konstatere at der blev sendt ikke mindre end 743.714 billedbeskeder mellem midnat og frem til kl. 5.00 om morgenen.

”Danskerne bruger stadig flittigt sms´er eller billedbeskeder til venner og familie for at ønske godt nytår, lige inden nytårstalen og når det nye år ringes ind. Traditionen tro er der ekstra tryk på beskeder og billedbeskeder lige ved årsskiftet, men generelt ser vi, at danskerne er rundhåndede med både beskeder og billeder hele dagen igennem og frem til den lyse morgen,” siger Lars Thomsen, der er kommerciel direktør i Telenor.

Det betød en ekstra stor belastning på datanetværket, og hos Telia blev der sendt ikke mindre end 128TB data gennem netværket 1. januar, og det er 17% mere end på en almindelig hverdag.

- lb