Mindzet er ny konkurrent på telefoniløsninger
Mindzet har i samarbejde med Zylinc netop indgået en aftale om telefoni med en stor jysk kommune.
Del artiklen på"Det er nyt for os at beskæftige os med telefoni. Men efter at have researchet markedet kunne vi se, at Zylinc er en stærk partner. Zylinc udvikler fremsynede telefoni-løsninger, der kan fungere på alle platforme. Herudover er det en dansk virksomhed, hvilket er en sikkerhed for både os og vores kunder, og Zylinc har en fornuftig licensmodel," siger Peder Lind Sørensen, salgschef, MindZet A/S.
"Vi er meget glade for at byde MindZet velkommen som partner. Vi kender MindZets kompetence inden for komplekse Microsoft-løsninger og deres evne til at skabe tilfredse kunder, så de er en drømmepartner for os," siger Lars Lønborg Fredsted, Business Development Director i Zylinc A/S.
Partnerskabet har allerede båret frugt, idet MindZet har solgt en større Zylinc-løsning til en stor jysk kommune.
"Vi har tidligere ikke ønsket at beskæftige os med telefoni. Men det faktum, at Microsoft Lync er vokset ud af den infrastruktur-verden, som er vores hjemmebane, har gjort det relevant for os at finde en leverandør af telefoniløsninger, som fungerer i et traditionelt telefoni-setup, og som gør det let at migrere herfra til en Microsoft Lync-baseret platform," siger Peder Lind Sørensen.
-mo