Mobilen er danskernes foretrukne nyhedsmedie

Mobilen er danskernes foretrukne nyhedsmedie

2014 blev året, hvor mobiltelefonen overhalede alle andre medier som danskernes foretrukne nyhedsmedie. I dag tjekker 53 procent af alle danskere nyheder på deres mobiltelefon eller tablet

Del artiklen på

Rigtig mange danskere nøjes ikke bare med at tjekke nyhederne. Faktisk har hele 44 procent af alle voksne danskere enten hjemmesider eller nyheds-apps på mobil eller tablet som deres primære kilde til nyheder. Det viser en undersøgelse af danskernes mobilvaner, som YouGov har lavet for mobilselskabet Telmore.

"Tallene sætter en tyk streg under den tendens, vi oplever netop nu. Mobiltelefoni handler ikke længere kun om data og tale. Det handler om, hvad man kan bruge sin telefon til," fortæller Telmore-direktør, Rasmus Busk. Han vurderer dog, at det i høj grad er de samme medier som tidligere, danskerne tjekker nyheder hos. Forskellen er bare, at det nu primært sker via mobiltelefonen eller familiens tablet.

Nye nyhedsvaner

"Det er klart at dedikerede nyheds-apps, der giver mulighed for at have f.eks. hele Politiken og hele Ekstra Bladet og samtidig også TV2 Nyhederne med sig i lommen, betyder rigtig meget for vores måde at bruge nyheder på. Vi har adgang til det meste, uden det bliver besværligt," fortæller Rasmus Busk.

Med 44 procent har mobilen således overhalet fjernsynet hjemme i stuen som danskernes favoritmedie til nyheder. Ifølge Telmore har 31 procent af danskerne i dag fjernsynet som primær nyhedskilde. På tredjepladsen kommer papiraviser med 12 pct.

"De første nyheder, vi læste på mobilen, var nærmest mobilt tekst-tv. Mulighederne flytter sig hele tiden, og i dag kan du hvor som helst se f.eks. TV2 Nyhederne på mobilen," fortæller Rasmus Busk, der ikke er i tvivl om, at der i disse år sker et skred i danskernes forventning til de mobile muligheder.

"Det er ret simpelt. Et mobilselskab skal tilbyde kunderne det, som kunderne bruger deres mobiltelefon til. Vi kan se med et indholdsabonnement som vores eget Telmore Play, at det er den vej kunderne går. Når man bruger mobilen til tale og indhold, er næste spørgsmål, hvor man får det lettest og billigst? Den efterspørgsel, skal fremtidens mobilselskaber kunne efterkomme."

Tre ud af fire tablets bruges til nyheder

Tager man højde for udbredelsen, er der ingen tvivl. Så er tabletten danskernes absolutte favorit til nyheder. For mens 54 procent af danske mobil-ejere bruger mobilen til nyheder, så er det hele 74 procent af alle danskere med daglig adgang til tablet, der bruger den til at tjekke nyheder. Det svarer ifølge Telmore til 42 procent af alle danskere - med eller uden tablet. For et år siden var tallet 32 procent.

Danskernes mobile nyhedsvaner:

  • 99% har daglig adgang til mobiltelefon
  • 57% har daglig adgang til tablet

Nyhedsvaner i dag

  • 53% tjekker nyheder på mobilen
  • 74% tjekker nyheder på tablet (har adgang tablet)
  • 42% tjekker nyheder på tablet (med/uden tablet)

Nyhedsvaner for et år siden

  • 44% tjekkede nyheder på mobilen
  • 56% tjekkede nyheder på tablet (har adgang tablet)
  • 32% tjekkede nyheder på tablet (med/uden tablet)

Primær nyhedskilde

  • 44%: Apps og hjemmesider
  • 31%: Fjernsyn
  • 12%: Aviser
  • 8%: Radio
  • 3%:Tekst-tv

Kilde: Telmore

-lb