Mobilen er det virtuelle prøverum
Stibo Systems giver fire bud på, hvilke tendenser butikkerne bør satse på i år, herunder online prøverum og interaktion med forbrugerne
Del artiklen påI 2014 bliver kodeordet social shopping, crowdsourcing og personlige shoppeoplevelser, når det gælder kampen om forbrugernes gunst
2013 blev året, hvor onlinesalg slog alle hidtidige rekorder, men samtidig blev det også året, hvor online shopping for alvor blev mobil.
55% af forbrugerne brugte deres mobile platform (smartphone og tablets) til at handle online i butikkerne i løbet sommeren 2013, viser en undersøgelse fra Internet Retailer. Her spås det, at om få år foretager vi en fjerdedel af al online salg fra vores mobile enheder.
Den hastigt stigende brug af mobile enheder åbner op for uanede muligheder for detailbranchen. Mange forretninger har derfor allerede klogt valgt at inkludere smartphones og tablets som en del af deres salgskanaler, men der opstår også en række udfordringer som følge heraf.
Brugerne kan nemlig nemt med et enkelt greb i lommen gå online og sammenligne priser, produkter og tjenester blandt udbyderne, og det skærper kravene til den enkelte butik.
For i takt med, at udbuddet af varer bliver mere og mere tilgængelig online, stiger forbrugernes forventninger også. Det stiller krav til forretningerne, der er nødt til at skille sig ud fra mængden i kampen om køberne.
Forbrugerne har en forventning om, at deres shoppeoplevelse er konsistent, hvad enten de køber i den fysiske butik eller online.
Udfordringen med en online butik er, at brugeren lynhurtigt kan gå videre til næste webshop, hvis ikke han lige finder de informationer, som han har brug for. Så der er kamp om kundernes opmærksomhed, og om hvordan man i fremtiden er den bedste til at formidle sine produkter.
Innovation Director Simon Walker, fra Master Data Management-udbyderen, Stibo Systems, giver her sit bud på, hvordan man kan klare sig i et hastigt stigende online marked, når han lister op, hvilke tendenser butikkerne skal satse på i år.
1. Personlig shoppeoplevelse
I 2014 skal hver eneste shoppeoplevelse gøres personlig. Detailhandlerne bør bestræbe sig på at levere målrettede tilbud og produktsortimenter tilpasset den enkelte kundetype på parametre som vaner, typer og lokation.
Den store udfordring online er, at forbrugerne ikke kan føle, se eller prøve et produkt. Den ideelle online butik er den, der afspejler den personlige oplevelse, som man får i en fysisk butik med hjælpsomt salgspersonale.
Det vil først og fremmest sige, at alle tænkelige produktoplysninger skal være tilgængelige og opdaterede. I 2014 vil man se flere detailhandlere afprøve nye teknologier, der kan bringe kunden endnu tættere på den ægte vare, f.eks. i modebranchen med online prøverum, hvor kunden kan indtaste sine personlige mål og derefter se, hvordan et stykke tøj vil se ud på sig selv.
At skabe personligt tilpassede brugeroplevelser baserer sig på at indsamle kundedata, hvorigennem man kan få indsigt i hver enkelt kundes præferencer og tilbyde en unik, skræddersyet shoppeoplevelse. Det kræver dog, at detailhandleren kan sammenkæde produktsortimenter og -kampagner med kundesegmenter.
2. Social shopping
Sociale medier er blevet en vigtig del af virksomhedskommunikationen. I dag kan de fleste forbrugere blive talspersoner og markedsførere af et brand ved at ’pinne’, dele, og ’like’ deres foretrukne produkter til succes.
Med analytiske værktøjer kan detailhandlerne se effekten af brugen af sociale medier og dets effekt på omsætningen. 26,9 mia. kroner af al detailsalg i Storbritannien forudsiges at være påvirket af sociale medier i 2014. Hvis virksomhedens produkter ikke allerede er repræsenteret på Pinterest, er dette året hvor det skal ske.
At skubbe produktbilleder ud på sociale inspirationssider, som Pinterest og Tumblr, giver nemlig både øget kundeindsigt og øget salg. Men til gengæld kræver det indhold af høj kvalitet og optimeret til publisering i forskellige kanaler.
3. Crowdsource produktindhold via sociale kanaler
Forbrugerne har aldrig været mere tilgængelige end nu, takket være internettet og de sociale medier. Så hvorfor ikke lade dem, der køber produkterne og bruger og kender dem bedre end nogen andre, give detaljeret og brugbart produktrelateret feedback direkte tilbage til detailhandleren? Det kaldes crowdsourcing.
Flere og flere forretninger vil i 2014 bruge forbrugernes vurderinger, anmeldelser, fotos og videoer som et virksomhedsaktiv. Det skaber ikke kun mulighed for mere kundeengagement, men også mere salg, idet forretningerne rent faktisk kan bruge kundernes viden som strategisk data og f.eks. forbedre produkter, købsmuligheder og andet, som måtte være efterspurgt.
Denne form for social aktivitet kræver en platform, der kan indsamle og organisere disse data, samt håndtere rettigheds- og godkendelsesprocesser.
4. Flerkanals-salg kræver ét samlet kunde- og produktoverblik
For at drage fordel af en flerkanals-strategi (omni-channel), er det nødvendigt for butikken at have ét samlet overblik over kundernes adfærd på tværs af alle salgskanaler for at bruge disse optimalt.
I 2014 vil flere og flere virksomheder indsamle og analysere kundedata med henblik på at optimere markedsføring og salg. Virksomhederne bør fokusere endnu mere på at relatere disse kundedata til en konsistent shoppeoplevelse af høj kvalitet, hvor detailvirksomheden leverer et ensartet, personaliseret produktudbud på tværs af kanaler og enheder.
Det kræver, at forretningen har én samlet platform med produkt- og kundemasterdata, som leverer opdateret, præcis og relevant data ud til samtlige kanaler. På den måde er det også let at udvide sin flerkanals-strategi i tilfælde af, at 2014 allerede bliver året, hvor forbrugere begynder at efterspørge shopping på helt nye kanaler såsom smartwatches og smart-tv.
Globaliseringen fortsætter med at forkorte afstande og øge virksomhedskonkurrencen. Kampen om forbrugernes loyalitet er – og vil også i 2014 være - benhård.
Butikkerne må og skal følge med forbrugernes købsvaner og derfor er sociale medier, flerkanals-strategier og indsigt i kundedata en uundgåelighed.
-hawin