Ny datarekord på årets Roskilde Festival
Teleselskabet 3´s kunder slog endnu engang rekord i mobilforbrug på årets Roskilde Festival, og netværket fungerede
Del artiklen påDer var fuldt tryk på mobiltrafikken under hele Roskilde Festival 2014. Siden festivalens start 29. juni er der gået 16,7 TB data, 1,931 millioner talekald og 2,98 millioner sms´er gennem 3´s netværk.
Det er over dobbelt så meget data,11 % flere talekald og omtrent det samme antal sms´er som sidste år.
I alt var der ca. 53.000 3-kunder i området i festivalperioden.
Det svarer til, at hver kunde foretog ca. 36 talekald, sendte 56sms´er og brugte 316MB data i festival ugen.
- Igen i år har vi haft stor fokus på at opgradere og udbygge netværket på Roskilde Festival. Derfor var netværket også klar, da de ca. 53.000 3-kunder indtog festivalområdet. Og det fungerede over al forventning.
- Vi oplevede dog enkelte spidsbelastninger blandt andet foran Orange Scene, men det er forventeligt, når så mange mennesker er samlet på et lille areal.
- Det er vigtigt for os, at vores kunder har en god oplevelse på Roskilde Festival. Vi ved, at de bruger deres smartphones meget - og at det til festival er vigtigt både at kunne ringe til kæresten eller mor derhjemme, sms´e om mødetidspunkt med vennerne - og ikke mindst forevige koncerter og uforglemmelige øjeblikke på de sociale medier, siger Stefan Ring Støhrmann , netværksansvarlig hos 3.
I år havde 3 etableret elleve mastepositioner i området. Der er kommet endnu to faste mastepositioner, to ekstra mobile master samt en opgradering af en eksisterende.
Det er en forøgelse af netværkskapaciteten målt i frekvensmængde på over 1000 % siden Roskilde Festival 2011.
Der har desuden været netværksfolk på vagt både i København og på festivalpladsen 24/7, siden festivalen startede
- Vi ville levere den bedste mobiloplevelse til vores kunder, og det mener vi, er lykkedes. Nu kan vi så begynde at overveje, hvordan vi kan forbedre dækningen yderligere næste år, for mobilforbruget kan kun blive endnu vildere, siger Stefan Ring Støhrmann.
-hawin