Seniorvenlige mobiler går i skyen
To nye mobiltelefoner til seniorer introduceres nu af Doro på mobilmessen, Mobile World Congress i Barcelona
Del artiklen påHer møder den enkle telefon skyen i form af Doro PhoneEasy 622, der bl.a. kan styres af brugeren selv eller pårørende fra en computer. Samtidig lancerer Doro en telecare-mobiltelefon, der kan skabe tryghed og sikkerhed for brugeren.
Hvilken type mobiltelefon vil man gerne have, når man er over 65 år? En ny brugerundersøgelse fra Doro viser, at halvdelen af de ældre lægger vægt på, at telefonen er pålidelig, brugervenlig og stilfuld. Den anden halvdel overvejer en smartphone.
Derfor introducerer Doro nu et nyt koncept inden for brugervenlige mobiler - en moderne 3G-telefon med ny smart cloud-baseret teknologi. Doro PhoneEasy 622 er bl.a. udstyret med fjernstyringssystemet Doro Experience Manager, der gør det muligt for brugeren eller pårørende på en nem måde at tilføje fx kontakter på telefonen fra en computer via den cloud-baserede tjeneste. Også billeder på telefonen kan blive gemt og tilgået online via systemet.
Telefonen har flere andre funktioner end nogen anden Doro-telefon og kan bl.a. optage og dele video. En anden nyhed er vejrudsigten, som nu kan ses på skærmen.
Derudover er der som altid ergonomiske og designmæssige fordele som bl.a. tydelig og forstærket lyd ved hjælp af wideband lydteknologi, justerbar tekststørrelse, stor og tydelig skærm, intuitive menuer og mulighed for at skjule funktioner.
- Denne telefon kombinerer sjov, funktionalitet og brugervenlighed. Telefonen er til dem, som endnu ikke er klar til en smartphone, men alligevel godt vil have, at den kan mere end en traditionel mobiltelefon, fortæller Rudi Iversen, country manager hos Doro Danmark.
På Mobile World Congress lancerer Doro også en telefon specielt tilpasset til at levere telecare-tjenester både i og uden for hjemmet.
Mobiltelefonen er den første telefon med indbygget telecare-radiomodtager. Dermed kan telefonen kommunikere med Doros forskellige sensorer fx fald- og vandsensorer samt røgalarmer.
Går røgalarmen i gang, eller falder brugeren, gives der automatisk besked til fx en alarmcentral eller en pårørende. Telefonen har indbygget GPS, så man nemt kan finde frem til brugeren.
GPS-funktionen kan også hjælpe brugeren med at finde hjem, hvis personen er kommet på afveje. Derudover har telefonen en tryghedsalarm, som kan aktiveres af brugeren selv til at tilkalde hjælp, hvis der opstår en utryg situation.
Dermed giver mobilen langt større frihed til mennesker, som i dag er afhængige af telecare-tjenester som fx tryghedsalarmer via deres fastnettelefon.
- Vores Care-afdeling tilgodeser behovene hos denne målgruppe på en moderne måde. Den nye model åbner markedet for, at telecare reelt bliver mobilt, så brugerne af disse tjenester ikke længere behøver at være begrænsede til deres hjem, fortæller Rudi Iversen.
-hawin