Smartphonen holder dig til ilden
Coachingindustrien kobler sig på smartphoneteknologien med tilbud om alt fra slankekure til babypleje
Del artiklen påSmartphones massive udbredelse giver forbrugerne uanede muligheder for hurtigt at hente informationer, dyrke de sociale netværk og i det hele taget kommunikere med hinanden på en helt ny måde.
- Men den giver os også andre og langt mere værdifulde muligheder, som vi slet ikke har set toppen af endnu, udtaler Niels Bach, partner og administrerende direktør i firmaet Youbit.
Youbit er et digitalt forlag, der udgiver coach forløb indenfor sundhed, velvære og livsstil – direkte på smartphonen. Niels Bach og Stig Schmidt Nielsson, der begge har en baggrund indenfor it-branchen, har udviklet en teknologi, der gør det muligt at blive coachet via smartphonen.
- Der er tale om et forløb, hvor deltageren jævnligt modtager motiverende og inspirerende beskeder med ny viden, videoklip, lydbøger og apps. Derved holdes deltageren konstant til ilden og bliver hele tiden mindet om og guidet til at nå sine mål. Det er det, der gør hele forskellen i forhold til et traditionelt kursus, hvor det er op til deltageren selv at fastholde motivationen efter kurset, udtaler Niels Bach.
Forlaget har netop lanceret et slankeprogramforløb som sit første produkt og forlaget forventer at lancere fire til fem nye forløb inden sommerferien indenfor områderne mindfulness, motion, rygestop, babypleje og sundhed.
- Denne form for coaching giver den enkelte deltager en unik mulighed for at nå sine mål, og er til dato ikke set indenfor vores branche, siger Martin Mogensen.
Målsætningen er at gøre firmaet kendt som et digitalt forlag, der udgiver alle former for coachingforløb indenfor sundhed, velvære og livsstil.
Forlagets produkter kan købes på nettet og vil inden længe også være at finde i detailhandlen samt diverse fitness- og motionscentre. Coach forløbene kan anvendes på alle smartphones, iPads, tablets og almindelige computere.
-hawin