Swipp runder 1800 butikker med mobilbetaling og hæver beløbsgrænsen
Martin F. Andersen, direktør for Swipp

Swipp runder 1800 butikker med mobilbetaling og hæver beløbsgrænsen

Swipp hæver nu beløbsgrænsen fra 3.000 kr. til 10.000 kr. om dagen i et forsøg på at sætte skub i mobilbetalinger i f.eks. computerbutikker og på sigt i detailkæderne

Del artiklen på
”I dag anvendes mobilen primært til overførsler af småbeløb mellem private eller til køb af en kaffe og juice på gaden. Vi vil gerne tage mobilbetalinger til det næste niveau og gøre det mere interessant at bruge mobilen. Derfor hæver vi nu beløbsgrænsen fra 3.000 kr. til 10.000 kr. om dagen,” siger Martin F. Andersen, direktør for Swipp.

Køb din cykel med mobilen
Swipp har allerede den højeste beløbsgrænse på markedet. Med forhøjelsen til 10.000 kr. om dagen åbnes der for en række nye handlemuligheder. Den nye beløbsgrænse giver forbrugerne større fleksibilitet, så de fremover selv kan bestemme, om de vil købe små eller store forbrugsgoder med betalingskort, kontanter eller få klik på mobilen.

”Mobilbetalinger bliver samtidig relevant for langt flere butikker. Det gælder f.eks. computerbutikken og cykelhandleren. Hvor de i dag kun kan sælge tilbehør og smådele, kan de nu sælge det meste i butikken. På længere sigt er målet, at du også kan købe en bil hos bilforhandleren med mobilen,” siger Martin F. Andersen.

Med den øgede beløbsgrænse ruster Swipp-bankerne sig til konkurrencen om de store detailkæder. Her forventer Martin F. Andersen at have en erhvervsløsning klar i 2015.

Swipp i 1.800 butikker
”Vi oplever lige nu et markant skift i markedet, hvor rigtig mange erhvervsdrivende efterspørger vores løsning. Det er især ønsket om at få en mobilbetalingsløsning fra sin egen bank, som tiltrækker mange mindre erhvervsdrivende. Herudover er Swipp Erhverv den billigste betalingsløsning på markedet,” siger Martin F. Andersen.

På bare fem måneder er Swipp kommet ud i over 1.800 butikker i hele landet, og hver uge kommer ca. 100 nye butikker til.

Den nye beløbsgrænse træder i kraft onsdag den 8. oktober 2014. Swipp har ingen årlig grænse for, hvor meget man kan overføre, så længe der er penge på bankkontoen.

-mo