Telenor åbner for sit 4G-netværk

4G-netværket dækker 75 procent af danskerne og giver markant højere datahastigheder. Samtidig lancerer Telenor nye abonnementer til eksisterende kunder.

Del artiklen på

Telenor har i dag åbnet sit 4G-netværk, som dækker 75 procent af de danske husstande med meget høje mobile datahastigheder på 4G-parate smartphones, tablet pc’er og bærbare pc’er. Åbningen af 4G betyder samtidig, at der bliver mere plads på Telenors 3G-net. Derfor vil 3G-datahastighederne mange steder stige markant, så 4G-lanceringen er også en god nyhed, selvom man endnu ikke har en 4G-telefon.

Og næste store netværksforbedring kommer, når Telenor begynder slå sit 3G-netværk sammen med Telias, hvilket vil betyde mange flere master og bedre dækning over næsten hele landet.

”I 2013 bliver et historisk år, hvor Telenors mobilnetværk rykker fra Superligaen til Champions League. Der er tale om betydelige kvalitetsforbedringer, som kunderne vil kunne mærke, både når de taler i telefon og går på nettet,” siger Telenors administrerende direktør Marek Slacik.

Kontante fordele

Samtidig med åbningen af 4G lancerer Telenor nye abonnementer med kontante fordele til eksisterende kunder: De, der allerede er kunde hos Telenor i dag, får i kampagneperioden ganske enkelt 300 kr. mere i tilskud til fx en ny 4G-parat smartphone og samtidig oprettelse eller forlængelse af abonnement.

Eksisterende kunder får også ekstra tilskud til køb af USB-modem (mobilt bredbånd til bærbar pc) ved samtidig oprettelse eller forlængelse af abonnement.

”Telebranchen har haft en tendens til at glemme sine gode, loyale kunder. Det ønsker vi at gøre op med. I første omgang ved at hjælpe vores eksisterende kunder over på 4G ved at give dem et ekstra tilskud til 4G-parat hardware.

Princippet om at give vores eksisterende kunder særbehandling rækker selvfølgelig længere end det, og det vil være tænkt ind vores kampagner fra nu af,” siger Marek Slacik.

Prisen på 4G

Telenor giver fra i dag alle sine eksisterende mobilkunder adgang til 4G-hastigheder på deres 4G-smartphones uden merpris.

På tablet pc’er og bærbare pc’er koster 4G-forbindelsen fra 49 til 299 kroner om måneden for eksisterende kunder. Prisen varierer efter, hvor hurtig forbindelsen skal være, og hvor meget data kunden ønsker at bruge.

”Kunderne skal have lyst til at blive hos os i mange år. Vi tror på, at særlige fordele og et fantastisk netværk er vejen til loyale kunder. Det er den rejse, vi inviterer kunderne med på i dag,” siger Marek Slacik.

Netværket hedder NU

Som de første har Telenor valgt at brande sit netværk med et navn og kalde det ”NU”.

”I 2013 tager vi et kæmpe spring i netværkskvalitet, og alene af den grund fortjener vores netværk et navn, som skiller det ud fra konkurrenterne,” siger Marek Slacik.

”Netværksoplevelsen handler netop om nuet: Vi ønsker alle at kunne kommunikere, finde information og komme i kontakt – ikke om lidt, men nu. Som netværksoperatør forpligter Telenor sig til at kæmpe for et bedre nu for vores kunder,” siger han.

- mo