Telenor fyrer 138 medarbejdere
Telenor Danmarks administrerende direktør Marek Slacik

Telenor fyrer 138 medarbejdere

Yderligere vil 150 stillinger ikke blive genbesat og 38 stillinger bliver outsourcet som led i en ambitiøs turnaround

Del artiklen på

Telenor Danmark tager hul på et nyt kapitel i virksomhedens historie. En ny strategi skal sikre en ny, enklere og mere profitabel forretningsmodel frem mod 2016. Dermed reagerer Telenor på den faldende indtjening på det ekstremt konkurrenceprægede danske telemarked.

Telenor eksekverer første del af strategien i dag i form af en omfattende forenkling og reorganisering, som vil reducere antallet af ansatte med 13 procent inden udgangen af året. Reorganiseringen er tilrettelagt, så antallet af afskedigelser holdes på et minimum.

”I dag indleder Telenor en længere rejse, som først afsluttes i 2016. Til den tid har vi en ny, enkel og robust virksomhed. Vi vil målrettet søge forenkling både for vores kunder og for os selv, da enkle processer er en forudsætning for at drive en profitabel virksomhed og for at levere den bedste kundeoplevelse.

Og det er ikke tomme ord – det bliver formentlig de mest omfattende forandringer i Telenor Danmarks historie,” siger Telenor Danmarks administrerende direktør Marek Slacik.

Øget loyalitet blandt to millioner kunder

I de seneste måneder har Telenor arbejdet med den nye strategi, som skal forbedre indtjeningen frem mod 2016 ved at fokusere intensivt på eksisterende kunder og på kundernes dataoplevelser på Telenors mobilnetværk.

”Indtil i dag har vi fokuseret på at få nye kunder for næsten enhver pris. Det laver vi om på nu. Vi skal i stedet tiltrække nye kunder ved at øge loyaliteten og tilfredsheden blandt vores to millioner eksisterende kunder. Det vil vi blandt andet opnå ved at give vores eksisterende kunder markedets bedste dataprodukter på et netværk, der i år bliver enestående godt i kraft alle vores investeringer i både 4G og markant bedre 3G-dækning,” siger Marek Slacik.

Forenkling overalt

Den nye strategi betyder blandt andet, at Telenor i marts afskediger 138 ansatte. Derudover vil cirka 150 stillinger ikke blive genbesat i 2013. Og endelig vil 38 stillinger blive outsourcet.

“Desværre må vi sige farvel til gode kolleger. Det er en beslutning, som er ekstremt svær at træffe, men den er nødvendig for at reducere vores omkostninger og gøre plads til nye kompetencer, som skal bidrage til at bære os igennem den transformation, vi har indledt,” siger Marek Slacik.

Telenor opretter cirka 50 nye stillinger for at sikre at have de rette kompetencer til at implementere den nye strategi. I forbindelse med omorganiseringen etablerer Telenor et team, der dedikeres til arbejdet med sikre den omfattende forenkling, som skal sikre, at kunderne får enkle løsninger og et højt serviceniveau.

”Ligesom andre teleoperatører er vi udfordret af en høj grad af kompleksitet, og vi vil foretage store investeringer i at forandre virksomheden. Vi skal træffe nogle svære beslutninger i de kommende år, men det er nødvendigt for at kunne se kunderne i øjnene og fortælle dem uden at blinke, at vi leverer den bedste service og de bedste produkter på markedet,” siger Marek Slacik.

Læs også: Ny ledelse skal styre Telenor sikkert igennem omstruktureringen

- mo