Telenor opruster med Microsoft Office 365 og OneDrive i sine telepakker
adm. direktør i Telenor Danmark, Marek Slacik

Telenor opruster med Microsoft Office 365 og OneDrive i sine telepakker

Alle Telenors over 600.000 nuværende privatkunder kan få glæde af Telenors nye samarbejde med Microsoft uden at betale ekstra oveni abonnementet.

Del artiklen på
Telenor og Microsoft indleder nu i Danmark et samarbejde, der er det første af sin art i verden. Samarbejdet betyder, at de to stærke, digitale tjenester – Microsoft Office 365 Home og storage-tjenesten OneDrive – fra 8. oktober følger med i Telenors Fri+ Familie-abonnementer. Normalprisen for de to tjenester er 799 kr. om året, men hos Telenor følger de altså med, uden at det koster ekstra, lige så længe man er Fri+ Familie-kunde.

 

Og det er ikke kun kunder med familieprisplaner, der kan glæde sig: Alle andre privatkunder hos Telenor får nemlig – fra november – 100 GB OneDrive storage og backup med i abonnementerne uden beregning (normalpris 168 kr. om året). Og både nuværende og fremtidige Telenor-kunder kan glæde sig:

”Alt for ofte ser man, at de nye, spændende tiltag bruges som lokkemiddel for nye kunder, mens alle dem, der har været kunder i årevis, skal betale ekstra. Vi gør det anderledes. Alle vores flere end 600.000 privatkunder får tilbud om at blive opgraderet til OneDrive – samt til Office 365, hvis de er på vores familieprisplaner,” siger Telenors adm. direktør Marek Slacik.


Verdenspremiere på digitalt partnerskab

Microsoft Office 365 og OneDrive udgør en stærk platform til at samarbejde om dokumenter og til at opbevare og dele billeder og andet digitalt indhold. Det er første gang på verdensplan, at de to tjenester bliver en del af et mobilabonnement til privatkunder.

”For år tilbage var Office en softwarepakke, som man købte i en butik. I dag er Office noget helt andet – det er en tjeneste, man abonnerer på, ligesom man har et mobilabonnement. For os er det oplagt at gå sammen med Telenor for at hjælpe familierne med at samarbejde, dele oplevelser og blive mere produktive i hverdagen. Jeg beundrer Telenors innovative tilgang til at skabe større værdi for deres kunder,” siger Niels Soelberg, adm. direktør for Microsoft Danmark.

Telenor lancerede i foråret sine familieprisplaner, hvor to eller flere abonnenter kan opnå rabat på både abonnementer og smartphones, og nu kommer Office 365 Home og OneDrive altså oveni.

Danskerne mister digitale minder

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Telenor, har hver anden dansker (47 procent) prøvet at miste digitale billeder, videoer, musik eller dokumenter på grund af manglende backup. Og hver tredje (33 procent) har oplevet ikke at kunne få adgang til dokumenter, fordi de ikke har Office-applikationer på deres smartphones og tablet pc’er.


”De fleste gemmer deres billeder og dokumenter lokalt på forskellige enheder. Det indebærer en risiko for at miste de digitale minder, hvis smartphones, tablet pc’er eller eksterne harddiske går i stykker eller bliver stjålet. Mange oplever det som besværligt, dyrt eller begge dele at komme i gang med online backup. Nu gør vi det nemt ved at gøre Office 365 og OneDrive til en del af vores abonnementer,” siger Marek Slacik.

Også for virksomheder

Også Telenors erhvervskunder får glæde af Microsoft-samarbejdet. Alle erhvervskunder – nuværende såvel som kommende – får fra midten af oktober tilbudt OneDrive med 1 TB storage. Virksomheder på Telenors to største Fri+ Business-prisplaner har siden december fået tilbud Office 365 og OneDrive som en del af abonnementet uden merpris.

”For virksomhederne har det komplette kontor i skyen stor værdi, og vi har på kort tid fået et stort antal virksomheder med ud i skyen. Vi håber og tror på, at tjenesterne vil slå lige så godt an, når vi nu går ud til private forbrugere,” siger Marek Slacik.

Fakta: Telenors nye digitale tjenester


Til hver Fri+ Familie-aftale følger fremover en Microsoft Office 365 Home-licens, der kan anvendes af fem brugere. OneDrive er inkluderet i Office 365 med 1 TB pr. bruger. Tjenesterne følger med i Fri+ Familie uden beregning. Alle andre privatkunder får OneDrive (100 GB) med i abonnementet, uden at det koster ekstra. Tilbuddet gælder både nuværende og kommende kunder, og man kan gøre brug af tjenesterne lige så længe, man er kunde hos Telenor.


Microsoft Office 365 Home indeholder følgende programmer/apps: Word, Excel, Outlook, PowerPoint, OneNote, Publisher, Access, Skype. Licensen til Microsoft Office 365 Home kan deles af op til fem brugere.


Office 365 og OneDrive virker på både pc’er, Macs, tablets og smartphones (fuld funktionalitet på Windows Phone og iOS, mens redigeringsfunktionaliteterne i Android er begrænsede).

-mo