Telmore lancerer nyt koncept for mobilabonnement

Telmore lancerer nyt koncept for mobilabonnement

Mobilbrugere med tørst på både abonnement og indhold kan fra mandag købe et nyt produkt, hvor mobilabonnementet kobles med fri adgang til serier, film, bøger, magasiner og nyheder

Del artiklen på
MOBIL Siden mobilselskabet blev oprettet i 2001 har Telmore efter eget udsagn elsket at revolutionere branchen ved at gøre det komplicerede mere simpelt.

– Vi vil nu forsøge at gøre det igen ved fra mandag den 16. juni at introducere et nyt koncept for mobilabonnement kombineret med indholdstjenester, sagde Rasmus Busk, kommerciel direktør i Telmore, på et presseevent i Nikolaj Kunsthal i København forleden dag.

- Meget af det, der i dag foregår derude på mobilmarkedet, er fuldstændigt fantasiløst. Så vi spurgte os selv, hvad nu hvis et mobilselskab var mere end bare taletid og pakker men også formidlede nyheder, bøger, film, musik og andre indholdstjenester, som brugerne i dag efterspørger, sagde Rasmus Busk, der tiltrådte direktørstillingen den 1. januar 2014 for netop at tilføre mobilbranchen ny energi.

Alting omkring os kan i dag hentes ned på mobile enheder - nyheder, film, spil mv. Og danskerne er langsomt ved at vænne sig til e-bøger, men er med 10% brugere stadig et stykke fra amerikanernes 50% læsere. Allerede nu har 50% af danskerne en iPad, der blev introduceret så sent som i 2010.

- Mobilbranchen er løbende udvidet fra i 1996 at tilbyde ren tale, fra 1999 SMS, fra 2008 data - og nu i 2014 kan vi så tilbyde indholdstjenester, sagde Rasmus Busk.

Med det nye Telmore Play abonnement til 249 kr/mdr. vil brugerne foruden et almindeligt mobilabonnement få fuld adgang til digital underholdning på etablerede platforme af fx HBO Nordic, Politiken, Eurowoman, Euroman, TV 2 Play, Telmore Music, Mofibo og Ekstra Bladet Ekstra.

- Vi har signet op med en række af Danmarks førende indholdsleverandører, og der vil løbende komme flere til, lovede Rasmus Busk. Prisen på knap 250 kr. kan lyde billigt, når både Telmore og deres partnere skal have en del af kagen – men det giver naturligvis også god PR for partnerne.

- De enkelte digitale tjenester findes allerede derude på markedet – men det nye er så, at kunden kan få det hele i den samme pakke til en lav pris, hvilket gør det nemt for kunden, sagde Rasmus Busk.

- Vi prøver at være lidt for alle i hele familien og Telmore har kunder fra alle målgrupper. Vi tror på, at om fem år vil alle være interesseret i denne type pakker, sagde Rasmus Busk, der arbejder på at give brugeren mulighed for at kunne logge på de enkelte indholdstjenester med samme brugernavn og password.

- Vi har med introduktionen af vores nye type mobilkoncept søgt at sætte barren højt, fordi vi tror på, at hele mobilmarkedet vil vokse med Telmore Play, sluttede Rasmus Busk.

-jk