Danskerne ønsker kunstig intelligens som støtte, ikke beslutningstager
Ny undersøgelse viser, at danskerne gerne accepterer kunstig intelligens i den offentlige sektor som støtteværktøj, men de kræver menneskelige afgørelser
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
En ny rapport fra Digital Democracy Centre ved Syddansk Universitet kortlægger befolkningens holdning til brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Rapporten bygger på en spørgeundersøgelse udført af Epinion blandt 1300 danskere.
Resultaterne viser, at borgernes opbakning afhænger stærkt af den konkrete opgave. Eksempelvis er 32 % af danskerne villige til at lade et automatiseret system afgøre deres ansøgning om byggetilladelse uden menneskelig indblanding. Til gengæld vil blot 19 % lade teknologien stille en lægefaglig diagnose og udskrive en recept.
Mænd er generelt mere åbne for automatiseret lægehjælp end kvinder. Her svarer 21 % af mændene, at de vil bruge en funktion, der tildeler en øjeblikkelig diagnose og medicin uden et menneske over beslutningen. Det samme gælder for 16 % af kvinderne.
Undersøgelsen viser desuden, at alder ikke spiller en afgørende rolle for accepten. Den yngre generation er ikke generelt mere villig til at bruge de nye løsninger i det offentlige end de ældre årgange.
Den overordnede konklusion er, at danskerne ser positivt på kunstig intelligens som et kompetent støtteværktøj – for eksempel til at uddele fartbøder eller skabe overblik over behandlingsmetoder – men den endelige beslutning og sagsafgørelse skal forblive hos et menneske.
Samtidig indikerer rapporten en bekymring for den generelle digitalisering, idet 19 % af danskerne føler sig usikre på, om de kan følge med den teknologiske udvikling alene de næste fem år.