5G-netværket runder markant milepæl på globalt plan
illustration: Gemini (AI)

5G-netværket runder markant milepæl på globalt plan

Halvdelen af verdens mobildata kører nu over 5G-teknologien, mens markedet for AI-briller og foldbare telefoner vokser trods generel stagnation

Del artiklen på

Af Lars Bennetzen

Forbrugernes forbrug af mobildata har aldrig været større. Den globale mobiltrafik voksede med 22% fra første kvartal i 2025 til samme kvartal i 2026, hvilket betyder, at 5G-teknologien nu håndterer halvdelen af al global mobildata. Det viser den seneste udgave af Ericsson Mobility Report, som kortlægger det globale mobilforbrug.

Det stigende dataforbrug stiller nye krav til den bagvedliggende infrastruktur, som skal håndtere alt fra foldbare telefoner til nye typer AI-hardware.

- Vores mobilnetværk er i gang med en fundamental transformation. Det handler ikke længere kun om at levere den bedst mulige basale forbindelse, men om at designe de mange 5G-netværk, så de kan imødekomme de mange forskellige krav, som nye – særligt AI-baserede teknologier – kræver, siger Amanda Hasselberg, country manager for Ericsson i Danmark.

Kampen mellem flip og fold

Det generelle smartphonemarked oplever i øjeblikket en stagnation, hvilket blandt andet skyldes udfordringer med RAM-komponenter. På trods af dette viser segmenterne for foldbare telefoner og AI-enheder markant vækst. De foldbare modeller har etableret sig som flagskibsprodukter, hvor producenterne satser på to specifikke designtyper.

Den mindre flip-model står for den største salgsvolumen i dag. Den større fold-model forventes derimod at blive central for innovation og AI-differentiering, da skærmformatet egner sig til multitasking og kræver mere regnekraft. Begge produkttyper forventes at vokse markant i de kommende år uden at blive væsentligt påvirket af den nuværende komponentkrise.

AI-briller i kraftig vækst

Ved siden af smartphonemarkedet er kategorien for AI-briller i gang med at vinde indpas. I 2025 nåede de globale leverancer op på ca. 10 millioner enheder, og i løbet af 2026 forventes det samlede salg at stige med 2-3 gange.

Det er i øjeblikket de AI- og lydbaserede briller uden skærm, der forventes at tage den største markedsandel. For at modeller med indbyggede displays kan opnå bredere udbredelse, udestår der en teknologisk modning af både pris og batterilevetid.

- Fordi AI-briller som udgangspunkt altid skal være tændt, kræver de et stærkt netværk og en hurtig forbindelse til selve brillen. Her kommer 5G til sin ret, og vi forventer, at en generel udrulning på storskala-niveau vil falde sammen med det kommende 6G-mobilnetværk, siger Amanda Hasselberg.

Globale prognoser frem mod 2031

På verdensplan har antallet af 5G-abonnementer nu passeret 3 milliarder. Rapportens langsigtede prognoser viser, at 8 ud af 10 regioner i verden vil nå en 5G-penetration på over 50% i 2031. For Vesteuropas vedkommende forventes 5G-andelen at nå op på 95% i 2031, hvilket vil være den højeste andel på globalt plan.