Huaweis AppGallery får svensk blåstempel

Huaweis AppGallery får svensk blåstempel

Den svenske bank-app, BankID der har 8 mio. brugere, bliver nu en del af Huawei AppGallery

Af Lars Bennetzen

Huawei knokler hårdt på at få øget mængden af apps i deres AppGallery. Det er en vigtig parameter for dem, hvis de skal gøre sig noget håb om at kunne konkurrere mod Google og Apple.

Som alt ser ud lige nu, så kan Huawei ikke benytte Android eller Google-tjenester på deres nye mobiler, og om det nogensinde bliver tilladt for dem, er et stort spørgsmål.

Derfor har Huawei arbejdet på deres eget alternativ til Android OS og ikke mindst Googles Play. HarmonyOS er navnet på deres alternativ til Android OS, og AppGallery er så alternativet til Google Play. Men hvis Huawei skal have succes med HarmonyOS i Europa, så er det nødvendigt at der er masser apps i AppGallery, og ikke bare de kinesiske apps der er masser af i øjeblikket.

Derfor har Huawei kørt en charmekampagne for at få europæiske, og ikke mindst nordiske app-udviklere, deres apps op i AppGallery.

Og det ser ud til at det er ved at bære frugt. Den svenske bank-app, BankID, der er en pendant til danske NemID, har lige valgt at være en del af AppGallery.

”For os er det vigtigt, at BankID er tilgængelig på de mobiltelefoner, som brugerne ønsker, og at så mange som muligt i Sveriges befolkning kan bruge BankID. Vi har en vigtig position i samfundet i forhold til at muliggøre elektronisk identifikation og sørge for tryg og sikker brug af tjenester og betalinger. Vores mission er at give en sikker og tilgængelig e-identifikation. Det er brugerne, der vælger, hvilke mobile enheder de vil bruge, og BankID understøtter de markedsledende teknologiplatforme på det svenske marked. For dem i Sverige, der downloader deres apps via Huawei AppGallery, er det vigtigt, at vores app også kan findes der,” siger Mats Appelgren fra Marked- og Forretningsafdelingen i BankID i en pressemeddelelse fra Huawei.

Huawei har lanceret et omfattende udviklerprogram til AppGallery for at samarbejde med udviklere over hele verden. Programmet har mere end 3.000 app-udviklere tilknyttet og skal bidrage til at skabe et samlet økosystem for mobile enheder. Kernen i økosystemet er Huaweis 1 + 8 + N-vision, hvor smartphonen (1) kan kobles til otte sekundære enheder (8) (PC, tablet, TV, højtalere, briller, ur, bil og høretelefoner) og derfra sikrer brugeren adgang til produkter, services og oplevelser i uanede mængder (N) fra Huaweis partnere.

Desuden har den nordiske del af Huawei ansat 20 medarbejdere, der skal række ud til lokale app-udviklere med henblik på at indgå lokale partnerskaber og integrere udviklernes apps på AppGallery. Forventningen er, at antallet af disse medarbejdere på sigt skal fordobles. I dag har AppGallery omkring 570 millioner brugere på verdensplan.

Der er ingen tvivl om, at hvis Huawei skal have succes med HarmonyOS i Europa, så er det nødvendigt at de apps vi alle bruger i hverdagen, findes i AppGallery, og at vi kan stole på at de er sikre.

Microsoft forsøgte sig i sin tid med deres eget alternativ til Android og iOS, samt Google Play og App Store, men fordi de nødvendige apps bare ikke var at finde, så måtte Microsoft kaste håndklædet i ringen.

Kan Huawei gøre det umuligt og rent faktisk få etableret et alternativt OS til smartphones? Personligt håber jeg på det – det er fedt med konkurrence. Men det kræver at alle de apps jeg bruger, er at finde i AppGallery.