Dansk Erhverv stævner forbrugere i tv-sag

En række forbrugere se frem til at blive stævnet inden for den kommende uge i den såkaldte kabelsag

Del artiklen på
Den 5. september udsendte Forbrugerklagenævnet en række afgørelser i de såkaldte kabelsager. Hvis ikke virksomhederne vil bindes af afgørelserne, er de nødt til at meddele forbrugerne, at de vil indbringe sagerne for domstolene senest 30 dage efter, afgørelserne faldt. Og derfor kan en række forbrugere se frem til at blive stævnet inden for den kommende uge.

- Vi har aldrig tidligere nægtet at rette os efter afgørelser i Forbrugerklagenævnet. Men i disse tv-sager ser vi ingen anden udvej end at indbringe sagerne for domstolene, da afgørelserne er helt hen i vejret. Det er bestemt ikke vores ønske at stævne forbrugerne, men det er desværre den eneste udvej, hvis tv-forhandlerne ikke vil bindes af nævnets afgørelser, siger forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen.

- Der er tale om tv-apparater, som fungerer akkurat lige så godt, som da de blev købt, derfor er sagerne principielle. Sagsbehandlingen ved domstolene giver større retssikkerhed, fordi begge parter kan fremlægge materiale, og der er mulighed for at afhøre vidner. Det håber vi vil føre til at andet resultat, siger Lone Rasmussen.

Baggrunden for sagerne er, at YouSee i august 2009 offentliggjorde, at de ville fjerne krypteringen af deres signal. Det betød, at man kunne skrotte sin modtageboks, hvis man havde et tv med en C-tuner. Forbrugerklagenævnets flertal har nu givet en række forbrugere medhold i, at de har krav på at få penge retur, hvis de helt tilbage til december 2008 har købt et fjernsyn uden at have fået at vide, at de efter august 2009 ville kunne skrotte deres modtageboks, hvis de købte et tv med en C-tuner.

Ingen kendte på forhånd til YouSees beslutning om at fjerne krypteringen og frigive det digitale signal, men Forbrugerklagenævnet mener altså alligevel, at forhandlerne burde have forudset udviklingen.

- Det kan ikke være rigtigt, at tv-forhandlerne skal kunne spå om fremtiden. Udviklingen på området går så hurtig, at det simpelthen ikke er rimeligt at forvente, at et tv er fremtidssikret mange år frem. Du får jo heller ikke pengene tilbage for din gamle mobiltelefon, fordi en nyere model pludselig har overhalet den indenom teknologisk, siger Lone Rasmussen.

Når man som virksomhed indbringer en sag for domstolene, skal man stævne forbrugeren. Af etiske grunde har Dansk Erhverv givet forbrugeren mulighed for at afstå fra at medvirke til en retssag. Men dermed skal de også afstå deres krav på at få pengene tilbage for det købte tv.

- Vi er utrolig ærgerlige over sagens udvikling. Men hvis forbrugerne mener de har en god sag, burde det ikke være noget problem for dem at møde i retten, siger Lone Rasmussen.

Forbrugerrådet har kritiseret Dansk Erhvervs beslutning om at indbringe sagerne for domstolene.

- Hvis Forbrugerrådet ville hjælpe forbrugerne med at undgå denne situation, burde de have hjulpet os med at få en prøvesag. Og i den aktuelle situation kunne de sammen med os kræve, at sagerne blev sat i bero, siger hun.

tøtte