Kunstig intelligens overtager rutiner, men økonomimedarbejderen er uundværlig
Kunstig intelligens effektiviserer økonomifunktionen i mindre virksomheder. Men teknologien skal implementeres målrettet, og den menneskelige validering er fortsat helt afgørende
Del artiklen påAf Lars Bennetzen
Fintech-virksomheden Shopbox bruger automatisering og kunstig intelligens til at gøre analyse og rapportering mere effektiv. I økonomifunktionen anvendes teknologien specifikt til at skabe et forbedret datagrundlag for ledelsens beslutninger.
– For os handler AI ikke om at sætte en maskine til at drive økonomifunktionen alene. Det handler om at bruge teknologien til at skabe bedre overblik. Hvis vi eksempelvis kan få hjælp til at analysere salg, udvikling i abonnementer eller sammenhænge mellem forskellige datakilder, kan vi træffe bedre beslutninger hurtigere, forklarer Andreas B. Iversen, medejer og bestyrelsesformand i Shopbox.
Teknologien kan allerede i dag bearbejde data og synliggøre komplekse mønstre. Men der er behov for en strategisk tilgang til implementeringen.
– Udviklingen af AI er stadig i sin vorden, og vi er flere år fra en modenhed, som helt gør menneskeleddet overflødigt i mange af disse administrative funktioner. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed ikke bare kaster sig overilet ud i kunstig intelligens bare for at være med på bølgen. Det skal også give mening, siger Andreas B. Iversen.
Shopbox samarbejder på økonomiområdet med Baltic Assist, der håndterer bogføring og forarbejdet til den finansielle rapportering. Baltic Assist oplever en markant stigende efterspørgsel på teknologiske løsninger blandt deres danske kunder.
- Både gamle og nye kunder spørger i stigende grad ind til AI-løsninger, og vi oplever danske virksomheder som langt mere fremsynede og nysgerrige end kunder i andre lande. Nogle gange må vi endda holde lidt igen og betone, at det ikke bare handler om at bruge AI. Det skal bruges klogt og rigtigt på længere sigt, fortæller Patryk Suszynec, finance controller og landechef for Polen i Baltic Assist.
– Vi skal bruge AI der, hvor det kan dokumenteres, valideres og skabe værdi i en konkret proces. Når vi vejleder kunder i, om AI er den rigtige løsning for dem, kigger vi blandt andet på, om det skaber færre fejl, om det sparer tid, om output kan valideres – og om det giver bedre rapportering eller i virkeligheden bare øger kompleksiteten, tilføjer Patryk Suszynec.
I de kommende år forventes de administrative funktioner at ændre karakter. Rutineopgaver bliver i højere grad automatiseret, mens behovet for analytiske kompetencer og systemforståelse vil vokse.
– Vi ser allerede, at flere rutineprægede og tidstunge opgaver bliver automatiseret, og det vil kun vokse. Men det betyder ikke, at mennesker bliver mindre vigtige i de funktioner. Tværtimod bliver behovet for mennesker, der kan forstå data, stille de rigtige spørgsmål og omsætte tallene til beslutninger, endnu større, siger Patryk Suszynec.
– Jeg tror ikke, AI først og fremmest handler om massearbejdsløshed. Jeg tror, det handler om at forstærke viden og processer. Ved at inddrage AI-assistenter i de tidskrævende opgaver, frigives ressourcer til, at menneskelige medarbejdere kan blive skarpe på validering, kontekstbearbejdning og at binde tingene sammen, supplerer Andreas B. Iversen.