iPad- og tabletbrugere handler mest på nettet

Ny undersøgelse fra Adobe viser, at kunder, der besøgte netbutikker med en iPad eller anden tablet købte 21 pct. mere online end andre kunder i 2011

Del artiklen på
Der er stor forskel på hvor meget kunderne køber for i en netbutik – alt afhængig af om de besøger sitet med en iPad, en smartphone eller en almindelig computer.

Det viser resultaterne fra undersøgelsen Adobe Digital Marketing Insights fra Adobe Systems. Undersøgelsen er en af de mest omfattende af sin art og er baseret på 16,2 mia. anonyme besøg på mere end 150 af de største netbutikker i USA.

Undersøgelsen viser desuden, at iPad- og andre tabletkunder hele sidste år brugte flere penge end de, der bruger smartphones eller traditionelle computere – et tegn på, at besøgende med iPad eller andre tablets var de mest værdifulde kunder for e-handlen i 2011.

Nogle resultater fra undersøgelsen:
• Kunder med tablets, herunder iPad, købte 54 pct. mere end kunder med smartphones og 21 pct. mere end kunder med almindelige computere.
• Der er næsten tre gange større sandsynlighed for at en besøgende med tablet/iPad køber varer og tjenester på nettet end en, som besøger netbutikker med mobil.

- Hos Adobe har vi længe været opmærksomme på, at netbutikker bør tilpasse sig mobile brugere. Resultatet fra vores undersøgelse viser, at tablets er blevet en vigtig salgskanal, som kræver særlig opmærksomhed og engagement.

- Samtidig viser undersøgelsen også vigtigheden af at tilpasse sin markedsstrategi til kunder med tablets for at undgå at yde dårlig service til en meget indbringende og hurtigt voksende kundegruppe, siger Brad Rencher, chef for Adobe Digital Marketing Business.

fortsættes....


Rigtig mange netbutikker tilpasses automatisk til besøgende, der bruger smartphones. Men den eksplosive udbredelse af iPad og Android-baserede tablets betyder, at mange virksomheder nu bliver nødt til også at tilpasse deres websites – så de kan tilbyde spændende shoppingoplevelser på en tablet.

Og hvis man betragter smartphones og tablets som samme kanal, risikerer man at miste besøgende på tablets, der ifølge undersøgelsen har næsten tre gange højere konverteringsgrad end smartphones.

Adobes undersøgelse giver nogle forklaringer på, hvorfor iPad/tablet-kunder er de mest lønsomme netbutikkunder. Det er først og fremmest den demografiske sammensætning, og fordi tablets giver en meget fleksibel brugeroplevelse.

Besøgende med tablet er typisk mænd mellem 18 og 34 år og mere velhavende end andre, der handler på nettet. Samtidig tegner de sig også for en langt større del af kunderne i løbet af weekenderne, hvor der er mere tid til at shoppe.

- hawin