iPhone filmer jordens krumning
Vejrballon monteret med videokamera og iPhone skal filme Danmark og jordens krumning fra 12-15 kilometers højde
Del artiklen på Opsendelsen, der er den første af sin art i Danmark og har krævet godkendelse fra Trafikstyrelsen, gennemføres onsdag 16. november kl. 13.15 med Comwell Kolding Hotel som opsendelsessted.Det sker i forbindelse med den professionelle geodata-konference Kortdage 2011, der afholdes sammesteds af brancheorganisationen Geoforum.
Koldings borgmester Jørn Pedersen sender ballonen af sted. Flyveturen forventes at tage to-tre timer. Hele turen bliver videofilmet, og ballonens position bliver løbende logget. Det er dog usikkert, hvor ballonrester, videokamera, telefon og øvrigt udstyr lander efterfølgende grundet vindhastigheder på op til 200 km/t.
- Ballonen kommer så højt op, at man kan se hele Danmark, jordens krumning og det sorte i verdensrummet. 12-15 kilometer i højden er samtidigt der, hvor stratosfæren begynder, siger Sik Cambon Jensen fra Kortdage 2011, der selvsagt håber på så klart vejr som muligt.
Sik Cambon Jensen er den drivende kraft bag opsendelsen og har inviteret den amerikanske filmfotograf Luke Geissbühler til at gennemføre opsendelsen sammen med sin søn. De to gennemførte med held en lignende opsendelse sidste år i USA.
Den danske opsendelse bliver filmet, mens ballonen stiger, med et lille HD vidvinkel videokamera, der er monteret på ballonen sammen med en iPhone, en batteripakke og en håndvarmer.
Det hele er kapslet ind i en mindre flamingoboks, som skal isolere mod de ned til -50 graders kulde, som udstyret udsættes for ved maksimal højde. Boksen vil desuden afbøde skader på udstyret ved landing på landjorden, og kan flyde, hvis den lander på vandet.
fortsættes...
På boksen er fastgjort en fastskærm, som folder sig ud, når ballonen som forventet udvider sig til det maksimale og revner på grund af det meget lave lufttryk i 12-15 kilometers højde.
Opturen vil tage cirka 20 minutter. En drone stillet til rådighed af landinspektørfirmaet LE34 skal sørge for at filme den første del af opsendelsen.
Nedturen forventes at strække sig over halvanden til tre timer. På sin færd passerer ballonen vinde, der bevæger sig med 200 km i timen. Udstyret og ballonresterne forventes at lande igen på landjorden i Danmark eller i danske farvande. På grund af de kraftige vinde er det dog svært at forudsige, hvor udstyret lander, men iPhonens indbyggede GPS kan forhåbentligt gøre det lidt lettere af opspore det.
- Geoforum har fået tilsagn om hjælp fra Marinehjemmeværnet, der har MHV 813 HERCULES liggende klar i farvandet nord for Fyn, så de kan fiske udstyret op, hvis det ellers er til at finde igen i dansk farvand. Og på landjorden er folk fra Geocaching Danmark klar til at afsøge lokale egne for ballon-udstyret. Men i princippet må alle danskere gerne holde øje med, om udstyret skulle lande i deres baghave, siger Sik Cambon Jensen fra Kortdage 2011.
Meteorolog Jesper Theilgaard og DR følger begivenheden tæt og kan forhåbentligt bringe billeder fra færden samme dag i DR’s vejrprogram.
- hawin