Iværksættere skal lære som crowdfunding

Iværksættere skal lære som crowdfunding

Nordens største crowdkonference finder sted i København i slutningen af februar, og skal lære iværksættere at bruge crowfunding og ditto sourcing

Del artiklen på

Konferencen, Crowd15 finder sted d. 26. og 27. februar på Børsen i København, hvor hundredevis af iværksættere, etablerede virksomheder og idémagere samles for at blive klædt på til at bruge crowdfunding og -sourcing til at skabe og udvikle virksomheder.

”Crowdsourcing og -funding er et paradigmeskifte, der udfordrer etablerede forretnings- og samfundsmodeller. Crowd15 tager ikke stilling til, om denne udvikling er godt eller skidt – kun at start-ups og etablerede virksomheder skal forholde sig aktivt til udviklingen, hvor crowden pludselig er en vigtig medspiller,” siger Flemming Binderup Gammelgaard, formand for Dansk Crowdsourcing Forening, der er blandt arrangørerne af konferencen.

Udover en introduktion til crowdfunding- og sourcing, giver talerne på konferencen tips og tricks til, hvordan man som start-up kommer i gang. Blandt talerne er Skatteminister Benny Engelbrecht samt LEGO og Airbnb, der giver deres erfaringer med videre.

”Danskerne har taget godt imod crowdfunding, og hvis vi giver dem endnu bedre adgang til denne finansieringsmulighed, kan vi dels engagere forbrugerne i eksempelvis udviklingen af nye produkter, og dels sikre danske virksomheder en afgørende kapitalindsprøjtning,” siger Frederik Ploug Søgaard, medarrangør og formand for Dansk Crowdfunding Forening.

Begge foreninger blev startet i 2014, og har oplevet massiv interesse fra offentlige og private virksomheder samt det politiske liv.

Rammer tidsånden

Hos Dansk Erhverv, som huser konferencen, har man gennem længere tid arbejdet tæt sammen med Dansk Crowdfunding Forening for at udbrede crowdfunding, der både giver en hjælpende hånd til iværksættermiljøet men også giver eksisterende virksomheder nogle unikke muligheder.

”Crowdfunding rammer lige ned i tidsånden. Nye samt små og mellemstore vækstvirksomheders største udfordring er at skaffe kapital til vækst, men idérigdommen og driften mod at vækste er der uanfægtet. Crowdfunding skaber produkter, virksomheder og jobs, der ellers ikke ville være blevet skabt,” siger Sigurd Schou Madsen, der er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Crowd15 arrangeres af Dansk Crowdsourcing Forening, Dansk Crowdfunding Forening og Globe eight i samarbejde med Erhvervsstyrelsen, Scion DTU, Væksthus Hovedstaden, VIA University College, Elance-oDesk og Dansk Erhverv. Konferencen finder sted 26. og 27. februar Hos Dansk Erhverv på Børsen i København. http://crowd15.dk/

- lb