Smartphones og tablets skaber stor it-vækst

Salget smartphones og tablet-computere vil give en samlet vækst på over 6 pct. på det danske itmarked i 2011. Det viser en ny prognose fra IDC.

Del artiklen på
Det danske it-marked fortsætter de gode takter fra rekordåret 2010. I 2011 bliver den samlede vækst på
det danske it-marked på 6,3 procent, viser en ny prognose fra IDC. It-væksten i 2011 er højere end
hidtil forventet.

Det er et stort salg af mobile enheder som smartphones og tablet-computere, der skaber den høje
vækst. Tallene for salg af it-hardware får i 2011 en vækst på 15,2 procent, viser tallene fra IDC.

- Ny teknologi skaber vækst, det viser de nye tal tydeligt. Forhåbentligt får vi også nu for alvor gang i
salg af software og it-services. De seneste 10-15 år er investeringer i informations- og
kommunikationsteknologi den primære årsag til forbedringer af produktiviteten. Et it-marked i vækst
gavner derfor også resten af det danske erhvervsliv, siger Morten Bangsgaard, adm. direktør i IT-Branchen.

IDC fremhæver i sin nye prognose, at salget af infrastrukturhardware, virksomhedssoftware og IT
service stadig kun ligger med vækstrater på få procent.

- Det er ingen tvivl om, at det er de mobile enheder, som trækker it-markedet op. Resten af markedet
ligger på ganske få procent i vækst. Men vi forventer, at de andre dele af it-markedet gradvist får en
højere vækst, siger Anders Elbak, Research Manager i IDC.

IDC forventer, at væksten i de mobile enheder vil være aftagende i de efterfølgende år.

IDC afholdt for nylig en webkonference, hvor et stort antal ledere og chefer fra den nordiske it-branche
deltog. En af hovedkonklusionerne var, at branchen først og fremmest ser eksplosionen i antallet af
mobile enheder som en mulighed for at få flere relaterede services.

- Kan smartphones og tablet-computere skabe flere relaterede services, er der ingen tvivl om, at der
igen er gode udsigter for den danske it-branche, siger Anders Elbak fra IDC.