Spar millioner ved at slukke køleanlæg

Danske virksomheder kan spare flere hundrede mio. kr. og over 100.000 tons CO2 årligt ved at gå over til passiv køling i serverrum

Del artiklen på
Passiv køling, også kaldet frikøling, betyder simpelthen, at man benytter luften ude fra til at køle med i stedet for at anvende køleanlæg.

Der forbruges årligt op mod 231 mio. kWh strøm til køling af danske servere, viser tal fra Go´Energi. Det koster omkring 333 mio. kr. - men den udgift kan med et snuptag reduceres til en tiendedel. Der skal blot installeres et såkaldt frikølingsanlæg, som køler med frisk luft udefra i stedet for med nedkølet luft fra et airconditionanlæg.

Køleeffekten er den samme og erfaringerne fra det danske klima, viser, at der kun vil være behov for at benytte køling i de ca. tre pct. af året, hvor temperaturen er over 22 grader. I alt bliver de årlige udgifter og CO2 -udslippet reduceret med over 90 pct.

- Det er paradoksalt, at man ikke har gjort det i større udstrækning, for teknologien er forholdsvis simpel, installationen er billig og driftsomkostningerne ligger på ca. en tiendedel. Forklaringen er ofte, at det er forskellige budgetter og dermed forskellige pengekasser, som betaler for henholdsvis IT-drift og drift af bygninger, som køling ofte bogføres under.

- Dermed skjules de enorme og unødvendige udgifter til køling af servere, siger Claus Herbert Bross fra virksomheden Frikøling Danmark ApS, som forklarer at tilbagebetalingstiden typisk er på et sted mellem 10 og 18 måneder.

- hawin