Tvist om telefondesign afgjort

Den svenske mobilproducent Doro har netop vundet en sag ved en tysk domstol omkring designrettigheder

Del artiklen på
Mobilproducenten og konkurrenten, Emporia, tvinges nu til at tage klap-modellen Telme, der også sælges i Danmark, af markedet.

Den tyske domstol Landgericht Hamburg har netop udstedt et provisorisk forbud mod Doros konkurrent Emporia Deutschland om at besidde, sælge, anvende, importere eller eksportere en klapmobiltelefon af mærket Telme inden for hele EU.

Mobiltelefonen, som blev lanceret for nylig, ligner Doros tilsvarende produkt og krænker dermed Doros registrerede designrettigheder.

Så sent som i januar i år fik det tyske ITM Einkauf forbud mod at sælge en model, som ligeledes krænkede Doros registrerede design på modellen Doro PhoneEasy®410gsm.

- Jeg er meget tilfreds med, at Landgericht Hamburg bekræfter vores holdning til sagen. Vi arbejder intensivt og løbende med innovation, design og branding. Derfor reagerer vi hurtigt og konsekvent på krænkelse af vores immaterielle rettigheder, siger VD og koncernchef i Doro, Jérôme Arnaud.

- hawin