Carlsbergs marketing flytter op i skyen
At styre 500 brands og sub-brands i 160 markeder kræver overblik, og det hjælper Adobes digitale marketing løsning med til
Del artiklen påNår en virksomhed vokser fra at være en lille lokal virksomhed til en kæmpestor international virksomhed, så bliver der stillet store krav til marketingafdelingen.
Den udfordring er velkendt for bryggeriet Carlsberg, der siden grundlæggelsen i 1847 er vokset til at blive verdens fjerdestørste bryggerivirksomhed, og som nu indtager en førende position på bryggerimarkedet i Vest- og Østeuropa og Asien.
Udfordringen for Carlsberg Groups er blevet endnu større, fordi væksten i høj grad er sket gennem opkøb, der har tilført nye brands og sub-brands på tværs af en lang række lande.
For Carlsberg Groups har det i praksis betydet, at de i dag består af ikke mindre end 140 brands, og hvis alle sub-brands tælles med, så når tallet op på i alt 500 brands fordelt på over 160 markeder. For marketingafdelingen betyder det, at der er store krav til håndtering af store mængder forskelligt digitalt indhold i form af marketingmaterialer, videoer, designs, etiketter og meget mere.
Materiale fordelt over hele verden
Det har mundet ud i, at marketingsmateriale ikke alene bliver skabt rundt om i de mange lokale afdelinger i hele verden men også, at det har været meget svært at genbruge og genfinde af andre af Carlsberg Groups marketingafdelinger.
Det er en situation, der ikke er optimal, og Carlsberg Groups ønskede at få et overblik over alt materialet.
- Hver dag skaber vi fantastiske assets, men vi har ikke haft et sted at dele vores output før nu, fortæller Martin Majlund, Group Marketing Technologist, Carlsberg Group, og fortsætter:
- Hidtil har vi gemt materiale fra alle vores brands forskellige steder hos lokale bureauer og på lokale servere hos opkøbte bryggerier. Det har været svært at få fat i forskellige assets til genbrug, for eksempel marketingmaterialer fra en aviskampagne, der skal bruges til det lokale bryggeris hjemmeside.
Overblikket skabes i skyen
Udfordringerne med det manglende overblik har fået Carlsberg til at kigge grundigt efter, hvordan der lettest kan skabes et forkromet overblik, og det var naturligt for dem at kigge efter, hvordan skyen bedst kunne udnyttes.
Carlsberg Group er derfor i fuld gang med at skabe et globalt setup, der har fået navnet Pegasus efter den bevingede hest fra den græske mytologi. Pegasus skal sikre, at håndteringen af alt digitalt indhold bliver styret centralt og effektivt, samtidig med at indholdet hurtigt kan tilpasses lokale markeder.
- Med Pegasus kan alle vores brands dele og publicere indhold og materialer, lige fra packaging og tv til sociale medier, hvilket gør det lettere at tilpasse de lokale nuancer samtidig med, at man kan genbruge den store mængde indhold, fortæller Martin Majlund.
Det er så her, at Adobe kommer ind i spillet med deres Marketing Cloud. For centralt i den nye Pegasus-platform er Adobes Experience Manager Assets Module, hvis formål det er at indsamle og genbruge materialer, der kan forbedre kundeoplevelsen på tværs af alle platforme, lige fra print til online og mobile enheder.
Adobe Experience Manager Asset er et såkaldt DAM-system, eller mere mundret et Digital Asset Management system, som har en tæt integration med Adobes Creative Cloud. Netop den tætte integration med Creative Cloud er en meget vægtig grund til at vælge det.
Tæt integration med alle systemer
Martin Majlund fortæller, at både Carlsberg Group og mange af deres leverandører i hele verden benytter sig af Creative Cloud, så derfor gav det god mening at vælge det system.
Udover at fungere som et DAM-system, så skal Adobe Experience Manager Asset også integreres med Carlsbergs andre løsninger, herunder e-handel, ERP, social media-platform og web-platform for at sikre ensartet indhold på alle berøringsflader.
Carlsberg forventer også at få en langt bedre indsigt i, hvordan deres materiale bliver brugt og virker, og et avanceret mærknings- og filsystem gør det lettere at finde de forskellige assets, de har.
- Godkendelsesprocessen vil også blive hurtigere. I stedet for at bruge e-mails til briefing og deling af de sidste materialer fra for eksempel et kreativt bureau kan vi nu strømline processen, så indholdet distribueres til alle berøringsflader hurtigere, fortæller Martin Majlund.
Han slutter af med at fortælle, at Pegasus og den nye Adobe Experience Manager Assets Module forventes at være klar til brug i sommeren 2015.
Adobe og digital marketing
Normalt så tænkes der på kreative programmer som Photoshop og InDesign, når der snakkes om Adobe-produkter. Men Adobe har stor erfaring med digital marketing.
Ifølge Adobe selv bliver deres digitale marketingløsninger brugt af mere end 5.000 af verdens førende brands, herunder 9 ud af top 10 over onlineforhandlere og banker, samt 8 ud af de 10 største medievirksomheder og bilfabrikanter.
Adobe leverer mere end 460 milliarder marketingkampagne assets pr. år og måler mere end 6 billioner transaktioner om året på nettet for deres kunder. Det betyder, at Adobe administrerer over 27 petabyte af data for deres kunder.
- Vores Media Optimizer Cloudløsning forvaltede sidste år et ad spend på næsten 14 milliarder kroner, fortæller Jes Schyum, Nordic Communications Manager hos Adobe.