Danmarks største dataaftale er indgået
Danske Nianet bryder monopol på statens fibernet med endnu en aftale om levering af statens fibernet i de næste fem til syv år
Del artiklen påStaten har netop indgået en ny aftale om datakommunikationstjenester med danske Nianet angående levering af fibernet.
Aftalen, som estimeret har en samlet kontraktsum på over en kvart milliard over aftaleperioden, træder i kraft pr. 1. januar 2016 og er minimum gældende indtil 31. december 2020.
Andre leverandører var i spil i udbuddet, heriblandt giganten TDC, men Nianet løb med aftalen, der har fokus på både pris, kvalitet og sikkerhed.
Det betyder, at Nianet de kommende fem til syv år står for at levere datakommunikation til alle danske statsejede institutioner, mens kommuner, regioner, Danmarks Nationalbank, Folketinget samt selvejende institutioner har mulighed for frivilligt at tilmelde sig aftalen.
Ny og udvidet statsaftale
Mens den tidligere kontrakt mellem Staten og Nianet blot gjaldt fire år, gælder den nye aftale for fem år, så evt. skifteomkostningerne kan bredes ud over flere år end tidligere, hvilket gør aftalen endnu mere attraktiv.
Samtidig adskiller den nye aftale sig ved, at denne, udover et standardiseret sortiment inden for netværks- og internetforbindelser, redundans samt tilknyttede serviceydelser, også indeholder levering af såkaldt sort og grå fiberforbindelse samt Anti-DDOS. Tilføjelser, som er med til at sikre brugerne adgang til datakommunikationstjenester, tilbehør og tilknyttede serviceydelser, tilsvarende de konkrete behov og med tidssvarende teknologier.
- Det er altid en sejr at vinde et stort udbud. Men det er omend en endnu større sejr at genvinde en opgave som denne, fordi vi dermed har bevist, at vi kan levere det, der skal til. Det er krævende at lægge en aftale som denne om, og det tager lang tid at grave fiber ned og om. Det har derfor været en stor investering for os, fordi vi er lillebroren set ift. TDC. Men vi har bevist, at vi til enhver tid kan levere det bedste fibernetprodukt og samtidigt operere agilt i et marked under konstant udvikling, forklarer Rasmus Helmich, Adm. Direktør fra Nianet.
Fra Moderniseringsstyrelsen, som har stået bag udbuddet, lyder det da også, at de har vurderet Nianets tilbud ud fra kriterier om særdeles god kvalitet og sikkerhed samt ud fra, at Nianet kan levere dette til den økonomisk mest fordelagtige pris.
Øget konkurrence gavner erhvervslivet
Med den nye statsaftale udfordrer Nianet ikke blot konkurrenterne. De tager også endnu et spadestik ind i fremtiden.
Kobbernettets historiske monopol og dertilhørende indtjening udfordres nemlig i stigende grad af fibernettet, der udbygges mere og mere af virksomheder som Nianet, der formår at skabe en sund forretning og samtidig udbygge platform og produkt markant.
Nianet er, modsat konkurrenterne, en mindre organisation, hvilket betyder større fleksibilitet og smidighed, som i sidste ende kommer erhvervslivet til gode.
- Mens TDC er fast besluttet på at holde fast i deres vidtforgrenede kobbernet, tænker vi fremadrettet i vores bestræbelser på at udbygge og gøre fibernettet tilgængeligt for flere – nu og i fremtiden. Fibernet er fremtiden, og vi er i gang med at skabe en infrastruktur, som kan konkurrere med TDC’s landsdækkende kobbernet. Hver gang fibernettet udbygges, øges vores konkurrenceevne og markedsandele således tilsvarende, fortæller Rasmus Helmich og fortsætter:
- Vi var de første til at aftage fibernetaftalen med Staten fra TDC i 2011. De har ellers haft monopol i alle årene. På de knap tre år, der foreløbigt er gået, har 30 ud af 90 kommuner frivilligt valgt at benytte Nianets ydelser. Herudover har vi alene det seneste år gravet for 100 mio. kr. i Storkøbenhavn. Et udbygget net giver følgeforretning, og vores net bliver kun større. Og kan vi levere til Staten, kan vi levere til alle.
Nianet vurderer, at der i forbindelse med implementeringen af Statens fibernet allerede er etableret langt over 1.000 km nyt fibernet rundt omkring i Danmark – primært i og omkring københavnsområdet. Hertil kommer de mange 100 km fibernet, som Nianets ejerkreds har udbygget på Sjælland, Fyn og i Jylland, og som ligeledes benyttes til at levere kraftige og stabile fiberforbindelser til Stat, kommuner og regioner.
- lb