Den digitale transformation en nødvendighed
Firmaer, der ikke forstår at ændre virksomheden til at passe ind i den digitale virkelighed, vil næppe overleve
Del artiklen påSelvom digitaliseringen og dens indflydelse på såvel virksomheder som private langt fra er ny, så er den digitale økonomi på vej ind i en ny tidsalder, der giver kæmpestore udfordringer for alle virksomhedsledere.
De digitale værktøjer invaderer virksomhederne og nødvendiggør signifikante ændringer i den måde, virksomhederne arbejder, kommunikerer og sælger på. Dette giver nye muligheder og udfordringer og giver afsæt til tidens nyeste trend – den digitale transformation af virksomheder.
- Det er teknologien, der ændrer forretningen. I mange år har vi været vant til at drive vores forretning på en måde, og langt hen ad vejen har vi forsøgt at tilpasse de digitale hjælpemidler, så vi kunne bruge dem på samme måde, som dem vi kendte, siger Jesper Frisgaard, Sales Engineering Manager hos Avaya i Danmark.
Men det er den forkerte måde at betragte tingene på. Det er nødvendigt at kigge på, hvordan de digitale hjælpemidler kan være med til at ændre måden, vi gør forretning på, hvordan vi kan transformere vores forretninger digitalt.
Gil Press, skribent på Forbes.com, skriver, at den digitale transformation er det, der driver investeringer i informationsteknologi i dag og det, der ultimativt vil give økonomien et markant løft.
Det handler om forretningsmodellen
Den digitale transformation er da også noget, der bliver snakket mere og mere om, men Gil Press skriver, at der endnu ikke rigtigt er en definition på, hvad det egentlig er, at vi i stedet får en liste over de nyeste digitale teknologier, der kan påvirke virksomhederne og meget lidt vejledning i, hvordan man kommer i gang med denne transformation.
Jesper Frisgaard fortæller, at Gartner taler om fire store drivkræfter, eller som Gartner kalder dem, ’Nexus og forces’, cloud, mobile, big data og sociale media.
- Det er områder, der er indbydes forbundet, som er under stor forandring, og som påvirker hele markedet. Disse kræfter er de fundamentale årsager til, at firmaer må transformere sig til den digitale verden, fortæller Jesper Frisgaard.
Hos Avaya arbejder de meget med de digitale værktøjer, som er en del af den digitale transformation. De arbejder blandt andet med at hjælpe deres kunder med at finde ud af, hvordan de kan tilpasse deres forretning til de digitale værktøjer. Derigennem har de gjort masser af erfaringer med den digitale transformation.
- Som følge af de kræfter, Gartner omtaler, opstår der en række nye muligheder, ligesom kundernes forventninger til firmaer drastisk har ændret sig, siger Jesper Frisgaard.
En af konsekvenserne, vi ser, er, at firmaers levetid er langt kortere i dag end i år 2000. Firmaer bliver oftere opkøbt eller dør. Der dukker hele tiden en række elementer op på markedet, som forstyrrer tingene, også kaldet for ’business interrupters’. De dukker op som følge af alle de ændringer, der sker på markederne som følge af digitaliseringen.
- Tænk bare på virksomheder som Uber og Airbnb. Alle har haft en kæmpe indflydelse på store eksisterende firmaer og markeder. Firmaer som Netflix og Amazon er gode eksempler på firmaer, som har formået at tilpasse sig, og som har været igennem en digital transformation, pointerer Jesper Frisgaard.
Styr på kommunikationen
For Jesper Frisgaard og Avaya betyder det, at den digitale transformation handler om selve forretningsmodellen, og om hvordan firmaer opererer internt og eksternt. Et eksempel er kommunikationen.
- Internt er det blandt andet vigtigt, at kommunikationen er effektiv, og at et firma udnytter informationer optimalt, så de hurtigt kan omstille sig, siger Jesper Frisgaard og fortsætter:
- Her hos Avaya taler vi meget om Unified Communications og Collaboration, samt hvordan kommunikation kan integreres med forretningsprocesser og understøtte måden, medarbejdere arbejder internt i teams og på tværs af teams.
Den eksterne kommunikation handler om at holde kundeservice og agilitet i fokus, for kundernes forventninger til responstid og kommunikationsform har fundamentalt ændret sig.
- Fra Avayas side taler vi om at anvende relevante kundeinformationer og stille dem til rådighed for medarbejderne på det rigtige tidspunkt. Vi kalder det for Omni channel, og det samler alle kommunikationskanaler, så der opnås fuld synlighed og historik på dem alle, forklarer Jesper Frisgaard.
I dag skal der ikke mere til end en enkelt utilfreds kunde samt nogle tastetryk, for at en virksomhed kan være i store problemer.
- Firmaerne befinder sig i en helt anden verden i dag end bare for nogle få år siden. Og derfor er det så vigtigt, at virksomheder tilpasser sig, at de formår at komme med i den digitale transformation, forklarer Jesper Frisgaard.
Det skal der til
På Forbes.com kommer Gil Press med fem gode råd til, hvad virksomheder skal gøre for at sikre sig, at de kommer godt igennem den digitale transformation.
For det første skal det defineres, hvad den digitale transformation betyder for virksomheden. Det handler om at kigge på forretningsstrategien med de teknologiske briller på.
For det andet skal virksomheden sikre sig, at den har etableret en proces for den digitale transformation, for uden en beskrevet proces er det bare snak, ikke handling.
For det tredje skal der initieres teknologi-baserede ændringer. It skal være en kilde til innovative ideer og nye arbejdsmetoder drevet af teknologien.
For det fjerde skal de rigtige folk identificeres. Det er vigtigt at finde de folk, der kan lede processen, dem der vil tage sig tid til at drive de digitale transformationsinitiativer.
For det femte skal der etableres en datadrevet kontinuerlig læringskultur. Det er vigtigt, at virksomhederne forstår, hvad data kan gøre for at forbedre virksomhedens forretning.