Enheder skal leveres som en tjeneste

Enheder skal leveres som en tjeneste

Nu er det ikke længere kun platforme og it-tjenester, der skal leveres ’as-a-service’, computere, tablets og smartphones skal også leveres som en tjeneste

Af Lars Bennetzen, Mobile World Congress, Barcelona, Spanien

Det er helt almindeligt, at virksomheder ikke selv ejer deres it-hardware. Leasing af computere har længe været en normal måde for virksomheder at anskaffe sig it på. Men HP har taget skridtet en anelse længere, nemlig at tænke på levering af it-udstyr som en tjeneste. Modellen hedder, ikke overraskende, DaaS, altså Device-as-a-Service, og er en ny måde at håndtere virksomhedens it på.

- Virksomheder leder konstant efter måder at nedbringe deres omkostninger på, og levering og drift af it-udstyr er et af de steder, hvor der bruges rigtig mange penge i virksomhederne, fortæller Michael Park, global chef for Emerging Computer Solutions hos HP til IT-Reload under årets Mobile World Congress.

En af de udfordringer, som virksomhederne står overfor, er en stigende kompleksitet i it-infrastrukturen og stadig flere krav fra myndighederne. Persondataforordningen fra EU, GDPR, er lige trådt i kraft og stiller store krav til virksomhedernes håndtering af data, alt flyttes over på en mobil platform, og flere forskellige hardware-platforme og OS’er skal håndteres.

- Med DaaS er der rigtig mange muligheder for at styre it-infrastrukturen mere effektivt. Med den rigtige software kan vi analysere brugen af enhederne, og se hvordan alt kører og derved kun udskifte eller vedligeholde enheder, der rent faktisk har behov for det, pointerer Michael Park.

Ved at indføre DaaS kan informationerne om systemerne trækkes direkte ud og analyseres. På den måde bliver it-installationen til en ’as-a-Service’-funktion og hjælper med til at nedbringe omkostningerne for virksomhederne.

- Sammen med DaaS kommer Mobile Device Management, MDM, også, og på den måde kan virksomhederne slippe for besværet med at skulle holde øje med de mange mobile enheder, siger Michael Park.

Proaktiv vedligeholdelse

DaaS fungerer fint sammen med Windows 10, der indsamler en masse informationer om brugen af operativsystemet. Michael Park fortæller, at HP i dag indsamler telemetri på komponenter med de informationer, som Windows 10 samler sammen.

- Vi kan f.eks. se, om der er apps, der bruger cpu’en for meget, eller om folk ikke bruger de programmer, vi køber til dem, og måske købe nogle billigere, eller helt undvære de pågældende programmer, siger Michael Park.

Med den indsamlede telemetri er det også muligt at hjælpe med til at forstå, hvordan hardwaren i it-installationerne har det, og ikke bare fikse noget inden den bryder ned, men helt forhindre at det kommer så langt, at det risikerer et nedbrud.

- Noget af det, der virkelig kan koste penge hos virksomhederne, er nedbrud. Ikke alene er der de fysiske installationer, der skal repareres, men der er også en masse tabte arbejdstimer. Nedbrud er dyrt, forklarer Michael Park.

Ved at være meget proaktive i en DaaS-installation kan HP sikre, at deres kunder er på forkant og aldrig kommer så langt ud, at it bryder ned, eller bare er tæt på dette. Men at kigge blidt på historiske driftsdata er ikke nok, mener Michael Park. Han stiller spørgsmålet om, hvordan vi kan bruge de nyeste teknologier til at gøre det lettere at analysere it-infrastrukturen, samt automatisk at få it-udstyr ud til brugerne.

Bruger Machine Learning

Problemet med at kigge på historiske data er, at det er svært at udlede, hvordan fremtiden former sig, og at der ofte er meget store mængder af data. Data mining er en naturlig måde at få overblik over data på, men der er stadig opgaver, der kan tage lang tid at gennemføre, hvis der er mange data.

- Derfor er det nødvendigt, at vi griber til mere avancerede værktøjer. Og selvom vi ikke bruger kunstig intelligens (AI, red.), så læner vi os tungt op af Machine Learning, siger Michael Park.

Med de rigtige algoritmer er det langt lettere at se de historiske data igennem og lede efter mønstre. Det giver ikke alene et overblik over, hvad der er sket, og hvordan udviklingen kan forventes at blive.

Machine Learning kan nemlig give HP en god vurdering af, hvor effektivt der arbejdes med vedligeholdelse og udrulning af it, og derved kan de vide i god tid, hvilken del af it-infrastrukturen, der skal udskiftes.

- Vi optimerer hele tiden vores algoritmer, så vi bliver bedre til at analysere og dermed hjælpe vores kunder til at have den mest optimale oppetid i deres infrastruktur, siger Michael Park.

DaaS er dog ikke kun til fysiske installationer, også når det kommer til virtualiserede miljøer, så arbejder HP på at få DaaS til at blive en integreret del.

- Vi har tætte samarbejder med firmaer som VMware og tilsvarende. Og derfor kan vi stadig analysere på hardware-niveau, siger Michael Park.

Men der er begrænsninger på virtuelle miljøer, og det at analysere på app-niveau i en virtuel maskine.

- Det kan vi stadig ikke, det ligger i selve naturen af en virtuel maskine. Men vi arbejder sammen med f.eks. VMware for at løse de problemer, der måtte opstå, når VM’et interagerer med hardware, som f.eks. når der skal skrives ud.

Indtil videre er DaaS ikke noget, der er attraktivt for mindre eller mellemstore virksomheder. Michael Park fortæller, at det klart er store virksomheder, der har interesse i DaaS.

- De har mere it stående, og de vil have mere og mere kundeservice. Mindre virksomheder er mere agnostiske i, hvad de skal bruge, slutter Michael Park.