Hurtigt i gang med Internet of Things
IoT er også relevant for de små virksomheder, og vi vil gerne være med til at afmystificere IoT, siger Jon Bille, CEO hos Bluefragments

Hurtigt i gang med Internet of Things

Det behøver ikke være svært eller kompliceret at komme i gang med Internet of Things. Danske Bluefragments har udviklet en Starter Pack, der hurtigt får virksomheder med på vognen



Det var noget, som den danske virksomhed Bluefragments mærkede, både hos deres kunder og når de åbnede den daglige avis. Det var også det, der fik dem til at udvikle deres IoT Starter Pack.


- Vi kiggede i pressen og kunne se, at alle snakkede om IoT. Det er en tendens, der sker lige nu, næste eksplosivt, og der ville vi være med, forklarer Jon Bille, CEO hos Bluefragments.


Det fik dem til at tænke nærmere over, hvad Internet of Things egentlig er for en størrelse og hvilke enheder, der kan gå med i den betegnelse. Bluefragments kom frem til, at ud over de enheder, der normalt betegnes som en IoT-enhed, så er en smartphone og en tablet også en IoT-enhed.


- Det fik os til at tænke på, at når vi laver en cloud-løsning, der modtager data, så kunne vi vel bare gøre den klar til at modtage data fra IoT-enheder, siger Jon Bille.


Kunderne forstod ikke IoT


Men helt så let skulle det ikke gå. Bluefragments oplevede hurtigt, at når de snakkede med deres kunder, så blev de nærmest blanke i øjnene, når snakken faldt på IoT.


- Vi kom til at tænke over, at det muligvis er fordi, Internet og Things er alt for abstrakt et begreb for kunderne at forholde sig til. Typisk så virker det for stort og overvældende, noget der hører store komplekser til, som f.eks. byer, fortæller Jon Bille.


Det sendte så Bluefragments tilbage i tænkeboksen igen. Firmaet vil rigtig gerne være rådgiveren, der hjælper kunderne med at sætte forretningslogikken op. Men hvis kunderne ikke kan se fordelen ved at bruge Internet of Things, så er der ikke meget at rådgive om.


- Så vi udviklede vores Starter Pack, som kan hjælpe vores kunder i gang med IoT og ikke selv afprøve nogle af de mange muligheder, som IoT har. Vores Starter Pack indeholder som det vigtigste et par sensorer, der kan samle data op, hvilket er hele essensen af IoT, forklarer Jon Bille.


Med dette Starter Pack er det lettere for Bluefragments at få forklaret, hvad Internet of Things er, og ikke mindst få deres kunder til at se ideen i at bruge IoT.


- Men det er ikke gjort med det. Det er også vigtigt, at vores kunder kan se en forretning i at bruge Internet of Things. Men i første omgang giver vores Starter Pack en god fornemmelse for, hvordan sensorer bruges, hvordan data opsamles, og ikke mindst hvordan de kan bruges i forretningen, siger Jon Bille.


Alle har brug for IoT


Når det er muligt at lege med sensorer uden for kontrollerede miljøer, er det lettere for virksomhederne at få en ide om, hvordan de i praksis kan udnytte IoT til at gøre forretningen stærkere og bedre.


Jon Bille fortæller, at ting, som at lære hvordan man reagerer på data, er en vigtig del af processen. Uden tanke for hvad man gør, når sensorer leverer data retur til systemet, så har man bare data for datas skyld, og det tilfører ikke noget værdi til forretningen.


Derfor hjælper Bluefragments også gerne kunderne godt i gang med deres Starter Pack, så forretningslogikken bliver sat op, så data bliver behandlet og reagerer på den rigtige måde.


- Det handler om at gøre IoT jordnært og håndgribeligt. Det skal hverken være svært eller kompliceret, og det skal være muligt at komme i gang for et lille budget, mener Jon Bille.


Han fortæller videre, at han er sikker på, at stort set alle virksomhedsstørrelser kan have fordel af at bruge IoT.


- Vi snakker meget med offentlige instanser og større danske produktionsvirksomheder om mulighederne med IoT. Men jeg synes nu også, at IoT er relevant for de små virksomheder. Så vi vil gerne være med til at afmystificere Internet of Things. Der er klart masser af anvendelsesmuligheder for alle, siger Jon Bille.


Men selvom Bluefragments bruger meget tid på deres IoT Starter Pack, så betyder det ikke, at det er nogen guldgruppe. Der er en ret beskeden indtjening, men på sigt håber Jon Bille, at investeringen giver afkast.


- Starter Pack i sig selv vil ikke udgøre nogen stor del af vores forretning. Men de følgeforretninger, som den kan føre med sig, forventer vi vil kunne komme til at udgøre helt op mod 15% af vores forretning, siger Jon Bille.


Jon Bille slutter af med at fortælle, at han er overbevist om, at det handler om at kigge fremad og ikke være så traditionel i sine tanker. IoT er ikke svært, bare man tænker sig om, og det kan bidrage markant til forretningen.


- Det behøver heller ikke være dyrt at komme i gang med IoT. Vores Starter Pack har ikke nogen fast pris. Det afhænger af hvilke ydelser vi hos Blufragments skal levere. Men en pris på mellem 50.000 og 200.000 kroner vil nok ikke være helt forkert, slutter Jon Bille.