Nå det fælles mål i skyen
Muligheden for at samarbejde og mødes gennem skyen bliver stadig mere påkrævet, og det sætter krav til både udstyr og organisation
Del artiklen påIt-giganten Cisco har oplevet problemet på egen krop, da deres organisation er spredt over hele verden, og derfor tager de deres egen medicin, når det kommer til online samarbejde. Udover at bruge deres møderumsløsninger gør de også tungt brug af deres onlinesystem, Spark, en portal hvor der kan oprettes et antal virtuelle møderum, og hvor filer kan udveksles.
- Collaboration handler om at få mennesker til at nå samme mål og om at bruge en virksomheds sociale intelligens. Så for os betyder det, at et møderum ikke er et møderum, hvis der ikke er samarbejdsmuligheder integreret i rummet, fortæller John Hauge Petersen, Head of UC & Collaboration hos Cisco.
Han fortæller, at selvom videomøder i dag er blevet almindelige, så er der stadig problemer med at få dem til at fungere ordentligt. Der er nemlig en række parametre, der har direkte indflydelse på kvaliteten af mødet.
Som noget af det første, så er mange systemer følsomme overfor, hvor mange personer, der slutter sig til et møde – og for mange kan det betyde dårlig video, manglende lyd, hakkende signal og så videre.
Dernæst skal systemet kunne håndtere, at folk logger på fra mange forskellige lokaliteter og ikke mindst fra mange forskellige platforme – alt lige fra tablet og smartphone, over laptop, til at de fysisk sidder i et stort veludrustet møderum.
- Samtidig skal systemet kunne håndtere, at vi bringer disse folk virtuelt sammen og giver dem mulighed for at dele information og data, som om de sad i et og samme rum, siger John Hauge Petersen.
Pengene godt givet ud
Sådan et system skal virke overalt og ikke kun internt i virksomheden. John Hauge Petersen siger, at det er vigtigt, at det også virker hos en samarbejdspartner. Ellers er det nødvendigt at investere i et nyt fælles system, og der er ingen, der ønsker at have flere systemer kørende. Alt skal kunne klares fra et og samme system.
- Det får naturligvis betydning for prisen. For selvom et godt system til online samarbejde ikke er dyrt, så vil det være forkert at kalde det for billigt. Der er en pris, og den er naturligvis meget afhængig af, hvor mange fysiske møderum, der skal opbygges, fortæller John Hauge Petersen.
Han er dog slet ikke i tvivl om, at det godt kan betale sig at investere i online mødefaciliteter, hvis man som virksomhed er en projektorganisation, arbejder på mange forskellige lokaliteter og ikke mindst har mange eksterne samarbejdspartnere.
- Der er en ret stor ROI (return on investment, red.), og der kommer mange besparelser på blandt andet rejser, siger John Hauge Petersen.
Indgangsbarrieren for virksomheder er dog langt fra kun økonomien. Det er John Hauge Petersens oplevelse, at mange også stejler, fordi de ikke helt forstår, hvad collaboration-værktøjer kan gøre for deres virksomhed.
- Derfor har vi også et ansvar og en opgave i at få kunderne til at forstå, hvordan collaboration kan understøtte og udvikle deres forretning, forklarer John Hauge Petersen.
Flere løsningsmodeller
Cisco selv har flere forskellige måder at løfte opgaven på. Dels har de deres kæmpestore møderumsløsninger, hvor der stilles en hel væg op med skærme og kameraer, borde og stole og kontrolenheder. Alt sammen får det til at virke, som om alle sidder i samme lokale.
Denne løsning findes også i mindre versioner, som kan etableres i mere traditionelle rum og til en helt anden pris. Men stadig er det en løsning, der gør det let at dele informationer, materiale og at se hinanden.
- Men igen er det vigtigt, at alle kan deltage, også selvom de ikke sidder i et forkromet mødelokale, og vores løsning sikrer, at du kan ringe ind til mødet fra alle platforme, også mobilen, og stadig få video, fortæller John Hauge Petersen.
Cisco har også produktet Spark, der er en onlinetjeneste, som alle kan tilmelde sig, enten som en gratis tjeneste eller som en betalt tjeneste. Med Spark kan brugerne skabe virtuelle møderum, hvor du kan skrive sammen, udveksle dokumenter, gemme dokumenter og ikke mindst snakke sammen enten via video eller bare via tale.
Naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen, gratis versionen er begrænset til, at der kun kan være tre personer i et møderum. Men ud over det er der ingen begrænsning i forhold til den fulde, og betalte, version.