Ny Dropbox-integration og nye avancerede e-sign-funktioner

Et nyt samarbejde mellem Adobe og Dropbox forsimpler måden, man arbejder med PDF-dokumenter i Dropbox, hvad enten man er på mobil, computer eller tablet

Del artiklen på

Adobe og Dropbox annoncerer i dag et nyt samarbejde, der skal gøre det nemmere for både privatpersoner og virksomheder at arbejde med digitale dokumenter derhjemme, på kontoret og på farten. Adobe Acrobat DC og Adobe Acrobat Reader er i brug på over en milliard computere og mobile enheder, og PDF er den mest udbredte filtype blandt arbejdsdokumenter i Dropbox. Nu kan de mange Acrobat-brugere nemt få adgang til de mere end 18 milliarder PDF-filer gemt i Dropbox. Dropbox-brugere kan nu åbne, redigere og gemme ændringer af PDF-filer i Dropbox-appen til iOS, Android eller på Dropbox’ website.

Samarbejdet mellem Adobe og Dropbox er en stor fordel for alle, der er afhængige af deres mobile enheder, fordi man kan færdiggøre sit arbejde hurtigt og nemt, lige meget hvor man er:

- Vores samarbejde med Dropbox vil hjælpe mennesker over hele verden, ikke mindst brugere af Adobe Document Cloud, til at arbejde mere effektivt med dokumenter, når det passer ind i deres dagligdag. Adobe har mere end 20 års erfaring med sikker digital dokumenthåndtering, og Dropbox er markedets mest simple og effektive samarbejdsplatform med over 400 millioner brugere, siger Jes Schyum, nordisk kommunikationschef hos Adobe.

Nye funktioner og app-nyhed til 754 mio. digitale underskrifter

Adobe introducerer nye e-sign-funktioner i Adobe Document Cloud, der gør det endnu lettere at underskrive og behandle dokumenter digitalt for at imødegå et kraftigt voksende marked. Ifølge Forrester Research forventes antallet af digitale underskrifter at vokse med 350 pct. fra 2014 til 2017 og nå i alt 754 mio. Blandt opdateringerne er den visuelle drag-and-drop Workflow Designer, som sikrer konsistent underskrivning ved at tilbyde en række faste skabeloner. Med en send agreement experience-funktion kan man rette i dokumenter, der er sendt og altså er ”på vej”, hvilket kan være en fordel, hvis man eksempelvis har sendt et forkert dokument.

Samtidig opdateres appen Adobe eSign Manager DC med en række funktioner, blandt andet Signature Capture, hvor man med mobilkameraet kan tage et billede af sin håndskrevne underskrift og derefter bruge den digitalt. Derudover har Adobe Document Cloud nu også integration med Workday, Salesforce og Ariba, så det er lettere for organisationer hurtigt at tilføje e-signatur-muligheder til deres eksisterende HR, salg, indkøb og juridiske systemer. Adobes e-sign-funktioner opfylder i øvrigt alle EU-krav.

Den nye integration vil hjælpe brugerne af Adobe Acrobat og Dropbox med at:

* Få adgang til og dele filer hurtigt. Med få klik i den gratis Acrobat Reader-mobilapp eller Acrobat DC på PC eller Mac kan brugerne se og redigere PDF-filer, som er gemt i deres Dropbox. Alle ændringer bliver automatisk gemt i Dropbox, og når man er færdig med at arbejde med filen, kan den nemt deles ved hjælp af et Dropbox-link eller en delt mappe.

* Redigere og samarbejde nemmere. Åben og arbejd på dine filer, mens du er på farten. Med Adobes apps kan alle markere eller kommentere i dokumentet. Man kan derefter dele den nye version af filen med kollegaer eller venner direkte fra Dropbox.

* Synkronisere dokumenter overalt. PDF-filer og de ændringer, der bliver lavet i Adobes apps, er altid synkroniseret i Dropbox – lige meget om du arbejder på mobilen, en tablet eller computeren.

Tilgængelighed

Fra i dag kan brugere verden over tilføje deres Dropbox-konto i Acrobat DC eller Acrobat Reader på deres computere. iOS-integrationerne mellem Acrobat Reader og Dropbox bliver tilgængelig i løbet af de kommende måneder. Android- og web-integration kommer i 2016.

- lb