10 år med fibernet
For 10 år siden installerede EnergiMidt sin første private fiberforbindelse til familien Ryevad i Skive. Det fejrede selskabet torsdag eftermiddag med fødselsdagskage, rød løber, balloner og limousine på Nøddevej, hvor familien bor
Del artiklen påSolen skinnede og mange var mødt op for at deltage i festlighederne på Nøddevej, da EnergiMidt fejrede, at det var 10 år siden, selskabet installerede sin første fiberforbindelse hos familien Ryevad. Den røde løber var rullet ud, der var opsat en ballonport ved familiens hus, og EnergiMidt bød på fødselsdagskage fra fibercamperen, der var pyntet til anledningen.
- Det har været fantastisk at være en del af den rejse, EnergiMidts fiberforretning har været på gennem de ti år, vi har været i gang. Der er sket rigtig meget både teknologisk og i vores fiberforretning. Det er dejligt at se, at vores første kunde hænger ved efter 10 år. Det synes vi er værd at fejre, sagde EnergiMidts bestyrelsesformand Jens Jørn Justesen.
10 års udvikling med lynets hast
Meget er sket siden EnergiMidt installerede sin første fiberforbindelse i Skive. Dengang hed den gængse forbindelse 256 Kbit/s og kostede 289 kr. om måneden. I dag er den mest udbredte hastighed til privatkunder 50/50 Mbit/s, og prisen er faktisk 10 kr. lavere end den daværende pris for en 256/256 Kbit/s-forbindelse til trods for, at hastigheden i dag er næsten 200 gange så høj.
- På de 10 år er hastighederne eksploderet, og udviklingen vil uden tvivl fortsætte blandt andet på grund af den stigende interesse for streamingtjenester. Vores fibernet er fremtidssikret og fuldt ud gearet til at møde behovet for endnu større båndbredde, siger Jens Jørn Justesen.
Siden de første fiberkabler blev nedgravet, har EnergiMidts dækningsområde bredt sig, og selskabet kan i dag levere fiberbredbånd til 150.000 midtjyske adresser.
- Skive var det første område, vi gravede fiber til, og siden har vi løbende udbygget vores net i takt med den stigende efterspørgsel. Vi har haft fornuften med os, så vi har sikret os, at der har været efterspørgsel, inden vi har påbegyndt gravearbejdet. Andet kan vi ikke forsvare over for vores andelshavere, og vi er stolte af, at vi, efter 10 år, kan bryste os af at have en særdeles sund og veldrevet fiberforretning, slutter Jens Jørn Justesen.
- lb