100 millioner fra Bredbåndspuljen fordelt på 4000 adresser
Dansk Folkepartis teleordfører Jan Callesen (Foto:Steen Brogaard)

100 millioner fra Bredbåndspuljen fordelt på 4000 adresser

40 projekter i 25 kommuner får del i de mange penge, og 80 procent ligger i landzoner

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Ikke nok med, at regeringen i sit udspil til finanslovsaftale har fået tilslutning til bredbåndsnettet ind som en del af BoligJobordningen, men samtidig er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om at uddele 100 millioner kroner fra Bredbåndspuljen til hurtigt bredbånd i de områder af landet, hvor man halter efter den digitale udvikling.

De 100 millioner kroner til bredbånd fordeler sig på 40 projekter i 25 kommuner, hvoraf 80 procent af går til boliger og virksomheder i landzonerne, mens 10 procent går til byzoner og de resterende 10 procent til sommerhusområder. Dermed er regeringens vision om hurtigt bredbånd til alle danskere rykker tættere på.

Hjælper 4000 adresser
- Med godt 100 millioner kroner i bredbåndspuljen i 2017 får omkring 4.000 adresser rundt om i landet nu bedre bredbåndsdækning – og dermed bedre mulighed for at deltage i den digitale udvikling. Det er rigtig positivt og understreger regeringens bestræbelser på at få hurtigt internet til alle danskere, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Der var oprindeligt kun sat 40 millioner kroner af til Bredbåndspuljen i år, men det beløb blev mere end fordoblet i november for at få ekstra gang i hjulene.

Helt afgørende
- Vi ved alle sammen, hvor frustrerende det er, når man ikke kan komme på nettet. Det gør det svært at leve et normalt familieliv, hvor børnene kan spille onlinespil med vennerne og aflevere opgaver til skolen og gymnasiet, siger Dansk Folkepartis teleordfører Jan Callesen.

Han mener, at det er helt afgørende for at få en familie til at hænge sammen eller drive en moderne virksomhed, at der er stabilt og hurtigt internet:

- Derfor er vi glade for at det lykkes os at mere end fordoble pengene i bredbåndspuljen i år, så julen kommer tidligt til folk med ondt i internettet i hele landet, siger Jan Callesen.